Sagen om Bellahøjhusene har fyldt meget hos både beboere og Samvirkende Boligselskaber (SAB) de seneste mange måneder. Storm, evakuering, genhusning, brandfare og økonomi er blot nogle af de temaer, der er blevet bredt debatteret blandt områdets lokale - også her i lokalavisens spalter og på sn.dk.
På et nyligt afdelingsmøde den 27. april for Bellahøj I og II, hvor 130 beboere mødte op, var der enighed om tre fremsatte forslag i forhold til projektet med at renovere Bellahøjhusene.
Det første og mest markante forslag drejer sig om frygten for store huslejestigninger, når beboerne skal flytte tilbage i deres renoverede lejligheder efter endt genhusning.
Afdelingsbestyrelsen har kigget nærmere på en foreløbig økonomi for projektet og har på den baggrund foretaget sine egne beregninger for, hvor meget huslejen kan end med at stige.
Ifølge afdelingsbestyrelsen tyder det på, at huslejen kan blive mere end fordoblet.
- Det er en særdeles - og for langt de fleste - helt urealistisk høj husleje. Det er ikke rimeligt, at SAB/KAB arbejder videre med en helhedsplan, hvor stort set ingen af de nuværende lejere vil have råd til at betale den nye husleje og reelt vil blive afskåret fra at kunne bo i afdelingen efterfølgende, udtaler afdelingsbestyrelsen.
Højest 30 procent
Derfor fremsatte de på mødet et forslag om, at der skal udarbejdes en helhedsplan for renoveringen med vilkår om, “at forventet lejestigning i forhold til nugældende leje højst udgør 30 procent efter eventuel støtte fra Landsbyggefonden.”. Forslaget blev vedtaget af beboerne og sendes nu videre til SAB.
Sidstnævnte understreger dog, at man på nuværende tidspunkt ikke kan sige noget om, hvor meget huslejen reelt vil stige. Først omkring november 2024 skal beboerne tage stilling til renoveringen “på et oplyst grundlag”, fortæller SAB.
- (Til den tid, red.) kan der fremlægges, hvad der er med i renoveringen, sagens økonomi og hvad huslejen bliver efter renoveringen, oplyste SAB i en bemærkning til afdelingsbestyrelsens forslag.
SAB havde på den baggrund anbefalet, at afdelingsbestyrelsen trak sit forslag om vilkår for huslejestigningen tilbage, hvilket dog ikke skete. Boligselskabet bemærkede i samme ombæring, "at forslagets konsekvenser ikke er beskrevet“, og derfor vil man anmode KAB om at beskrive konsekvenserne, før organisationsbestyrelsen hos SAB kan behandle forslaget.
- En ommer
Ifølge boligselskabet vil den “pågående projektering“ afsluttes og sendes i udbud i november i år, og omkring maj næste år vil man indhente priser på arbejdet. Derfor er det som nævnt først i efteråret 2024, at beboerne for alvor skal tage stilling til renoveringen og økonomien bag.
Men beboerformanden er dog ikke tvivl om, at det er nødvendigt at lave et loft for, hvor meget den forventede huslejestigning må stige for de renoverede Bellahøjhuse.
- Det er en ommer, og konsekvenserne skal højst være en 30 procents stigning. De fleste af dem, der bor her nu, vil ikke have råd til at flytte tilbage, hvis huslejen bliver fordoblet, fastslår John Steen Johansen, der er formand for afdelingsbestyrelsen Bellahøj I og II.
Ifølge SAB kan man på nuværende tidspunkt ikke sige noget reelt om, hvor meget huslejen vil stige. Hvorfor ikke vente til 2024 med at forholde jer til det?
- Fordi vi kan se på de foreløbige tal, at de sidder og regner med noget helt andet, end man tidligere har forventet. Nu er der lagt et finansieringsbudget frem, og vi må gå ud fra, at det er seriøst, siger John Steen Jensen.

I forbindelse med en planlagt og gennemgribende renovering af Bellahøjhusene har forundersøgelser konstateret, at flere af husene kan være i fare for ikke at kunne modstå presset ved kraftigt blæsevejr eller orkan.
Derfor er der blev udarbejdet en beredskabsplan, i tilfælde af at man skulle evakuere beboerne samt en nærliggende daginstitution og KKFO.
Ifølge de seneste beregninger er de tre mest udsatte bygninger vindstabile ved hastigheder på op til 13 m/s. Ved kraftigere middelvinde vil der være risiko for, at bygninger styrter sammen, lyder vurderingen.
Bag undersøgelser og beregninger står de rådgivende ingeniørvirksomheder Rambøll, Niras og Svend Ole Hansen Aps, ligesom Københavns Kommunes forvaltning har kigget nærmere på undersøgelserne.
Kommunen gav i januar påbud om, at Samvirkende Boligselskaber (SAB) skal fremme genhusningen af beboerne i seks af Bellahøjhusene i boligafdelingen SAB-Bellahøj II, herunder først og fremmest de tre mest sårbare højhuse. Afdelingen tæller i alt 261 boliger.