Da Venstrepolitiker Svend Erik Hovmand som energiminister foreslog at placere vindmøller i havet, blev der kigget på ham, som om han var gået fra snøvsen. Embedsmændene meddelte, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi det blev for dyrt.
Men det skulle vise sig, at de tog fejl og ideen blev siden eksporteret til mange andre lande. Det og meget andet fra Svend Erik Hovmands tid som både bolig-, skatte- og energiminister, kan man nu høre i podcasten “Ministertid” på 24syv, hvor en lang række tidligere ministre fortæller om deres ministertid.
Svend Erik Hovmand fortæller, at han slet ikke var forberedt, da Uffe Ellemand ringede ham op en dag i 1986 og spurgte, om han ville være energiminister. Det var i Poul Schlütters firkløverregering.
Det blev ikke til nogen større ansættelsessamtale.
- Det lå lige for, vi havde lige haft en energikrise. Det allerførste møde, den allerførste dag gik til langt ud på natten med at lave energibesparende forslag og tilskudsordninger, fortæller Svend Erik Hovmand.
- Jeg lagde meget vægt på, at det skule være en administrativ let løsning, hvor håndværkeren og husejeren skulle skive under på, at det var i overensstemmelse med reglerne. Vi ville ikke bruge for mange penge på at lave store redegørelser og kuponer, der skulle indsendes. Dermed slap vi for meget bureaukrati, og det betød, at der var flere penge at gøre godt med.
Vindmøller og halmvarme
Et andet område, hvor Svend Erik Hovmand satte sit aftryk som energiminsiter var på fjernvarme med halmfyring. Han lagde meget vægt på, at der skulle være effektiv produktion, effektiv distribution og effektiv i forbrug.
Han havde erfaring på området, idet han var formand for de kommunale værker i Ringsted, og tænkte, at det måtte man kunne lave noget større.
Svend Erik Hovmand kontaktede Garth Grüner på Lille Svenstrup, som havde lavet et større halmfyringsanlæg og gjorde ham til varmemester på Ringsted Halmvarmeværk. Tanken var, at det skulle drives privat så der var mindre problemer med kontrol. Desuden skulle fyres med halm fra nærområdet, så pengene blev i Ringsted Kommune.
Ringsted fik det første store halmfyringsanlæg i Danmark.
Hele den historie viste, at halm og andre former for restprodukter samt affald kan bruges som energi. Svend Erik Hovmand skrev en håndbog om det, og der blev skrevet om det ude i verden. Det medførte blandt andet, at han var i Mellemamerika i Saint Kitts and Nevis, hvor der var meget restaffald fra sukkerrør. Det var præsidenten meget optaget af, for så var hans genvalg sikret.
- Jeg synes det var spændende at finde nye energiformer, siger Svend Erik Hovmand.
Både vindmøller og halm og affaldsafbrænding gjorde han til eksportvarer. Dengang var hver anden vindmølle ude i Verden fra Danmark.
- Energimininster var utroligt spændende. Vi fik den største havvindmøllepark i verden, siger Svend Erik Hovmand.
Boligministeriet
Svend Erik Hovmand brugte også tid på eksport i sin tid som boligminister på grund af det betalingsbalanceproblem, der var dengang.
I perioden 1990 til 1993 var Svend Erik Hovmand boligminister. Det lå naturligt for ham, da han havde været formand for det almennyttige boligselskab i Sdr. Park, og kunne trække på sine erfaring herfra. Han havde været med til at sikre et fællesskab beboerne imellem og fik indført beboerdemokrati og lavet en bytte-lejlighedsordning. Han var optaget af byfornyelse og landsbyfornyelse.
Skatteministeriet fandt Svend Erik Hovmand også fantastisk spændende, selv om det var øretævernes holdeplads. Her var han minister fra 2001-2004. Dengang var skattestop det øverste punkt på dagsordenen. Her var afbureaukratisering højt på dagsordenen for at spare penge.
Den gule fare
Podcasten kommer rundt om mange emner. Man kan blandt andet også høre om den gule fare under byggeeksporten i Berlin efter murens fald. Om stemningen efter tamilsagen, da regeringen gik af, glidende generationsskifte og forenkling af kørebogen for erhvervsdrivende.
Hør også om det værste øjeblik i Svend Erik Hovmands ministertid, om at blive fyret og fortællingen om en rævekage.
Podcasten med Simon Emil Ammitzbøl-Bille som studievært, er en glimrende måde at få opfrisket nogle af de vigtige ting, der er foregået i dansk politik. Den indeholder anekdoter fra mange år i politik og mødet med mange forskellige mennesker.
Efter ministertiden var Svend Erik Hovmand formand for Femern Belt Development i 10 år, og i dag sidder han i nogle bestyrelser og er seniorrådgiver for Femern Belt Projektet.
- Det har været utroligt spændende 32 år, fortæller Svend Erik Hovmand til avisen, om sin tid på Christiansborg.
....
Fakta
Svend Erik Hovmand var folketingsmedlem for Venstre fra 1975 til 2007
Energiminister fra 1986 til 1988
Boligminister fra 1990 til 1993
Skatteminister fra 2001 til 2004


