Bedste danske VM-resultat i 20 år

Tobias Hyttel, i blåt, var flyvende ved VM i Azerbaijan, hvor han kæmpede sig til en 5. plads.

Tobias Hyttel, i blåt, var flyvende ved VM i Azerbaijan, hvor han kæmpede sig til en 5. plads.

Det blev ikke til danske medaljer, men VM i taekwondo, der blev afviklet i Azerbaijans hovedstad Baku i begyndelsen af juni måned, blev alligevel en stor dansk og ikke mindst lokal succes.

Rødovres OL-håb Tobias Hyttel sikrede sig en flot 5. plads og placeringen er det bedste danske resultat siden 2003, hvor Lise hjortshøj Feather hentede en bronzemedalje.

I alt var otte danske kæmpere afsted til VM og fire kommer fra den lokale klub Hwarang Rødovre Taekwondo, der har hjemme på Højnæsvej.

”Det var en stærk præstation fra alle rødovre-kæmperne, som efter dette VM, alle avancerer en del pladser på verdensranglisten,” fortæller Lars Hyttel der er sportschef i Hwarang.

Der er store forventninger til de to Hwarang-kæmpere Edi Hrnic og Tobias Hyttel, der begge er centrale i Dansk Taekwondo Forbunds satsning for en OL-kvalifikation. 19-årige Edi Hrnic har et klart mål om medalje i mændenes olympiske vægtklasse -80kg, og ved sidste års EM i Manchester slog han flere topkæmpere på sin vej mod EM-sølvet, der var den første danske medalje i 12 år.

Ved VM i Azerbaijan blev han besejret i en tæt kamp lige inden de afgørende medaljekampe af selvsamme nordmand, som han slog ved sidste års EM.

Et skridt tættere på OL

Efter en efterårssæson, der bød på for mange nederlag og et fald på verdensranglisten, skulle verdensmesterskabet blive et vendepunkt for den Team Rødovre-støttede kæmper Tobias Hyttel.

Efter at have vundet de to indledende kampe ved VM, besejrede Hyttel den lokale hjemmebanefavorit, inden han i medaljekampen mod en kæmper fra Mexico tabte knebent. Dermed endte Tobias Hyttel på en flot 5. plads til VM og avancerer samtidig til top 10 på verdensranglisten, hvilket betyder at deltagelse ved OL er kommet et skridt tættere på.

Hyttel er rejst videre til Rom, hvor han er direkte udtaget til årets første Grandprix. Et stævne, der med et godt resultat kan sikre Tobias Hyttel vigtige point i bestræbelserne på en top 6-placering på verdensranglisten og dermed en billet til OL i Paris i 2024.

Seje kvinder i top 10

På kvindesiden var Hwarang repræsenteret ved Jade Castillo og Louise Sinkjaer Lyngbaek, der begge lagde ud med at vinde deres første kamp. Begge piger tabte deres efterfølgende kamp, men VM-resultaterne betyder, at de begge rykker op i top 10 på den Europæiske rangliste og på den baggrund også begge er direkte kvalificeret til European Games, der finder sted senere på sommeren.

Foto: Privat

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...