Af Mette Henriksen, stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv
LOKALHISTORIE Dyrehaven blev i 1756 åbnet op for publikum. Indtil da havde det kun været forbeholdt kongerne og gæster til de kongelige jagter.
Siden offentligheden fik adgang til det smukke, grønne område, har det været anvendt til mange forskellige formål.
I 1910 startede Det kongelige Teater traditionen med friluftsteater i Ulvedalene, dog med en længere pause i 1949-1996. I 1928 kunne Københavns Golfklub indvie golfbanen tæt på Eremitageslottet, og i 1965 blev der for første gang arrangeret en motorcykelkortege fra Nørreport til Dyrehavsbakken ved sæsonens åbnings- og lukkedag. I 1969 blev det første Eremitageløb skudt i gang.
Yndet skovtursmål
Mange kommer dog også i Dyrehaven for at tage på skovtursudflugter i forsommeren, når træernes blade er sprunget ud.
Nogle gange er madpakkerne med, men mange spiser frokost i et af de gamle traktørsteder, for eksempel i Peter Lieps Hus tæt på Dyrehavsbakken.
Huset hed oprindelig Kildehuset, da det lå tæt på Kirsten Piils Kilde, som folk rejste til for at opnå kildens helbredende kraft, specielt i kildetiden omkring sankthans.
Huset blev senere opkaldt efter Dyrehavens første skytte, den farverige Peter Liep (1837-96).
Jæger i kjole
Som skytte nåede han efter sigende at nedlægge 11.000 hjortevildt, men da han kom op på en vægt på 140 kilo, blev det vanskeligt at snige sig ind på vildtet. Han afprøvede derfor forskellige metoder, blandt andet at iføre sig kjoler for ikke at virke så faretruende over for hjortene.
I 1888 flyttede han fra skytteboligen ved Hjortekær til Kildehuset, hvor han som beværter underholdt de mange gæster med sine underholdende historier.
Hans hustru sørgede for det praktiske, mens han underholdt gæsterne. Hustruen Ane Liep kørte derfor stedet videre efter hans død i 1896 - og frem til 1908.
Brændt ned til grunden
Den oprindelige bygning fra slutningen af 1700-tallet brændte ned til grunden i 1915. Bygningen blev genopført, men brændte igen i 1928. Herefter blev skovløberhuset opført i den stil, som det ser ud i dag.
I 1952 brændte udbygningerne, så det er de genopførte bygninger samt en pavillon fra 1960, der i dag udgør Peter Lieps Hus.
