Af Anne Toft Sørensen, Danmarks ambassadør i Georgien og Armenien
”Mor, hvor er toiletpapiret? Og hvorfor er der så mange mennesker med blå flag og vandpistoler foran parlamentet?” Sådan spurgte min ældste datter mig i marts i år. Vi var lige flyttet ind i det hus, som nu er den danske ambassadørs officielle residens i Georgiens hovedstad, Tbilisi. Huset var blevet renoveret, og håndværkerne havde ikke fået sat holderen til toiletpapir op. Praktiske ting fylder rigtig meget, når man skal åbne en ny ambassade og tager familien med. Men det er også en spændende opgave at få lov til at være den første ambassadør i et land.
Jeg fik netop denne opgave sidste sommer efter, at en række danske partier indgik en aftale om at styrke Danmarks forsvar og sikkerhed. Det indebar også åbningen af en dansk ambassade i Tbilisi. Da jeg fik telefonopkaldet, sad jeg som souschef i en beskyttelseskælder på ambassaden i Kyiv i Ukraine. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle være et andet sted end Ukraine, måtte det være Georgien. Ruslands aggression mod Europa startede nemlig ikke i 2022, men i 2008 - i den lille og smukke sydkaukasiske stat.
Georgien er et komplekst land med en lang historisk hukommelse. De blev kristne, 600 år før Jellingestenen blev rejst, og opfandt vinen for 8.000 år siden. Georgiens nyere historie starter dog med Sovjetunionens fald, hvor 90erne var præget af kaos og borgerkrig. Efter den såkaldte Rosenrevolution i 2003 blev Georgien det første land i Kaukasus, som erklærede, at et medlemskab af NATO og EU var deres mål. Geografisk placeret mellem regionale magter som Rusland, Aserbajdsjan og Iran kan jeg godt forstå georgierne. Georgien er et lille land, der ligesom Danmark har behov for stærke alliancer for at opretholde sin egen sikkerhed.
For Georgien blev dette lysende klart netop i 2008. Mine georgiske medarbejdere på ambassaden husker med sorg, hvordan Rusland på blot fem dage tog kontrol med de to georgiske udbryderregioner, Abkhasien og Sydossetien. Og de russiske styrker står der den dag i dag – kun 50 km fra Tbilisi. Da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte Georgien i maj, oplevede han ved selvsyn de ulovlige russiske grænsehegn og kunne observere de russiske soldater på den anden side.
På grund af krigen i 2008 føler mange georgiere også et stærkt skæbnefællesskab med Ukraine efter Ruslands brutale invasion. Der er ukrainske flag overalt i Tbilisi. Flere cafeer nægter at servere for russere, hvis de ikke er imod Putin og krigen. Generationen af unge georgiere under 30 år taler ikke russisk. De er vokset op med demokratiske værdier og har kunnet rejse uden visum til Europa siden 2017. De siger, at de er født i frihed, og de ser Georgien som en naturlig del af den europæiske familie.
Blå flag og vandpistoler
Det leder mig tilbage til min datters andet spørgsmål: ”hvorfor er der så mange mennesker med blå flag og vandpistoler foran parlamentet?” I den uge i marts demonstrerede mere end 50.000 georgiere foran det georgiske parlament. De svingede blå EU-flag, mens myndighederne satte vandkanoner ind for at opløse demonstrationen. Demonstranterne krævede, at regeringen trak et nyt lovforslag om ”fremmedagenter” tilbage. Loven ville betyde, at folkelige organisationer, som fik støtte fra udlandet, skulle registreres som fremmedagenter. Sådan en lov har man blandt andet i Rusland, og tilbage i Sovjetunionen var fremmedagenter det samme som spioner eller landsforrædere.
Det georgiske lovudkast kom på et uheldigt tidspunkt. Senere i år skal landene i EU nemlig tage stilling til, om Georgien kan blive en del af EU’s nye store udvidelsesproces sammen med de seks lande på Vestbalkan, Ukraine og Moldova. Altså om Georgien er klar til at få status som kandidat til EU-medlemsskab. Kravene til dette er med tiden blevet skærpet. Det gælder ikke mindst i forhold til, om landene overholder det, vi kalder retsstatsprincipper – har de for eksempel uafhængige domstole og respekterer myndighederne borgernes grundlæggende, demokratiske rettigheder. Og her er der en særlig forbindelse til Danmark.
Danmark har i mange år støttet Georgiens demokratiske udvikling gennem vores udviklingsbistand. Det har vi gjort, fordi Danmark er førende på mange af de områder, som Georgien har behov for at udbygge. Og fordi det samtidigt er i Danmarks interesse, at Rusland ikke lykkes med at undertvinge sine nabolande et efter et. Krigen i Ukraine har i den grad understreget, hvor vigtigt det er for Danmarks sikkerhed og økonomi at have stabile østlige naboer.
Demonstrationerne foran parlamentet i marts endte med, at regeringen trak lovudkastet om fremmedagenter tilbage. Befolkningen fejrede sejren for det georgiske demokrati og en europæisk fremtid. Sådan er det i Kaukasus. Demokrati og frihed er ikke noget, man har. Det er noget, man skal kæmpe for.
Men tilbage til min datters spørgsmål. Den dag droppede jeg at forklare om demokratiske processer og fremmedagenter. Jeg svarede i stedet: ”Skat, folkene foran parlamentet kæmper, fordi de gerne vil have det samme, som vi har i Danmark. Tryghed, retten til selv at bestemme, ordentlige forhold i skolen og flere penge, når de går på arbejde. Danmark er rigtig god til mange af de ting, som Georgien har behov for. Og georgierne har brug for vores hjælp til at stå imod Rusland. Vi kan gøre en forskel. Derfor har vi åbnet ambassaden. Og derfor skal vi hjælpe dem. Venner er stærkest, når de står sammen.”
