Tids- og projektplanen for den igangværende ud- og ombygning hos Novo Nordisk i Kalundborg for 18 mia. kroner frem til 2027 holder, trods udfordringer med både leverancerne og stigende priser.
- Som alle andre har vi også mærket de stigende priser og haft udfordringer med nogle af leverancerne fra underleverandørerne på grund af inflation og uro i verden. Det har stillet ekstra krav til projektstyringen, og vores budgetramme er derfor presset, men vi holder den samlede budgetramme og den overordnede tidsplan, og byggeriet er i god gænge, siger produktionsdirektør i Novo Nordisk Michael Hallgren.
Som bekendt er Novo Nordisk i gang med den største samlede investering over en kort årrække nogensinde i Kalundborg-fabrikken. For mens fabrikken i Kalundborg siden år 2000 har investeret 1 milliard kroner om året, er der nu på én gang sket en fordobling af de sidste 20 års investeringer. Fire nye fabrikker skal opføres, og tre eksisterende fabrikker skal ombygges med færdiggørelse i 2027. Allerede nu er der dagligt mange hundrede håndværkere på byggepladsen, og det medvirker naturligvis en øget belastning på færdselsårerne øst og syd for byen morgen og aften.
Parkeringsområder med plads til 2000 biler
- Derfor er vi også løbende i dialog med kommunen og med Vejdirektoratet om at finde løsninger, når vi over det næste år forventer omkring 2500 eksterne håndværkere og andre beskæftiget på byggepladsen udover vores 4000 medarbejdere.
- Vi her derfor i gang med at planlægge etableringen af to midlertidige parkeringspladser med hver plads til 1000 biler henholdsvis mod øst ved rute 23 og mod syd ved rute 22 til vores medarbejdere og med indsættelse af shuttlebusser mellem fabrikken her og parkeringspladserne for at aflaste den stærkt øgede trafikbelastning, indtil motorvejen er færdig i 2028. Novo Nordisk anslår, at 40-50 % af de ansatte på fabrikken i Kalundborg bor i Kalundborg Kommune , og af pendlerne længere væk fra kommer 80 % fra det sjællandske område i retning mod Roskilde og Slagelse og de resterende 20 % fra København eller Fyn.
Etableringen af de to parkeringspladser forventer vi vil ske inden udgangen af 2023 og skal naturligvis anlægges, så det ikke skaber trafikpropper andre steder, også i forhold til når anlægsarbejdet på motorvejsforlængelsen på rute 23 går i gang, siger produktionsdirektøren. Sideløbende har Novo Nordisk igangsat en intern kampagne for fremme af samkørsel medarbejderne imellem – Nabogo-ordningen
Succes med udenlandsk rekruttering
Fabriksudvidelserne vil give behov for 420-425 nyansatte ingeniører, procesoperatører, men også inden for administration, it-automation med videre. En del af stillingerne er allerede slået op som åbne stillinger, og de besættes også løbende. Novo Nordisk deltager også løbende i jobmesser i udlandet og har god succes med at tiltrække bl.a. nyuddannede ingeniører fra Spanien, Italien og Belgien.
I dag er det knap 9 % af de 4000 medarbejdere, som ikke har dansk pas, og hvor dansk var eneste sprog, der blev talt på fabrikken tilbage i 2014 og 2015, er al information på og om fabrikken, på web og andre steder i dag også tilgængelig på engelsk.
Rekrutteringen af nye medarbejdere foregår på flere fronter og har fået et væsentligt løft også med etableringen af de nye lokale uddannelser i Kalundborg – fra procesoperatøruddannelsen, maskinmesteruddannelsen, til diplomingeniør i biotek og maskinteknologi fra Professionshøjskolen Absalon samt senest en erhvervskandidatuddannelse fra DTU i biomanufacturing samt en ny kandidatuddannelse fra KU i biosolutions.
Skub i bosætningen
- Vi vil også gerne blande os i ønsket om at få sat skub i bosætningen i Kalundborg til gavn for vore medarbejdere, vores virksomhed og kommunen og kan da glæde os over, at der i Kalundborg Kommune er planer om 1000-1500 nye boliger de kommende år, bl.a. i det nye udstykningsområde ved Herredsåsen samt at arkitektskolen – det danske kongelige akademi - flytter deres uddannelse i byplanlægning til Kalundborg, hvilket sammen med det øgede antal medarbejdere og studerende forventeligt vil kunne påvirke udvikle byen i en positiv retning.
- Derfor vil det også være naturligt, at der foregår en masse spændende aktiviteter for de fortrinsvis unge eller nybagte familier, som vil flytte til byen de kommende år, hvad end det er inden for kulturlivet, handelslivet eller sportslivet, siger Michael Hallgren.
Udviklingen og udvidelsen af Kalundborg går meget stærkt i disse år og kan ikke undgå at medføre vækst på alle områder både i byens, ja kommunens, jobs, og befolkningstallets størrelse, men også inden for alle andre områder. Og selvom Michael Hallgren selvfølgelig ikke kan sige noget definitivt om fremtidens vækst og investeringsniveau i Kalundborg, vil han gerne fastslå, at Novo Nordisk historisk set har investeret løbende i produktionsområdet i Kalundborg og at man formentligt ikke er færdig med at investere her.




