Leg i dino-land i Ishøj

Til januar åbner et kæmpe indendørs legeland i Ishøj. Og det er placeret i et fantastisk dinosaurus univers.

Til januar åbner et kæmpe indendørs legeland i Ishøj. Og det er placeret i et fantastisk dinosaurus univers.

»Vi vil ikke nødvendigvis slå os op på at være de største. Til gengæld vil vi være de bedste til alt. Til at give børnene oplevelser, til at gøre det bekvemt for de voksne. Til at sørge for alt fra god kaffe til et godt måltid mad. Det handler om kvalitet.«

Ordene kommer fra Carsten Olesen, der er leder af det kæmpestore Dinos Legeland i Ishøj.

Det 4.000 kvadratmeter store legeland, der ligger på Industribuen i Ishøj - ved siden af Ilva - er i øjeblikket ved at blive indrettet. Åbningen finder sted i løbet af januar.

Dinosaurer på væggene

Om natten bliver væggene spraymalet med dinosaurer og deres naturlige omgivelser.

De unge illustratorer må sove om dagen og arbejde om natten af hensyn til de øvrige håndværkere, som arbejder i bygningen i dagtimerne. Kun hundredevis af fyldte og tomme dåser med spraymaling, en masse tomme dåser energidrik - og en gennemtrængende lugt af spraymaling vidner derfor om det omfattende arbejde, der er i gang i nattetimerne, hvor spraymalerne er iført en særlig dragt.

Omkring 2.400 kvadratmeter vægge bliver omdannet til enorme malerier med dinosaurer og landskaber.

»Ved de store dinosaurer sætter vi skilte op, hvor vi bl.a. fortæller om hvornår de levede, hvor store de var, hvor meget de vejede og hvad de spiste,« fortæller Carsten Olesen.

I legelandet bliver der placeret et antal store dinosaurer - bl.a. en fem meter høj dinosaur, en såkaldt langhals og en næsten syv meter lang tyrannosaurus rex.

»Vi har valgt et dinosaurus tema i legelandet, fordi børnene er vilde med dinosaurer. Det er dog selve legelandet, der er det primære. Dinosaurus-temaet er »bare« med til at give børnene en ekstra oplevelse,« siger Carsten Olesen.

Leg og bevægelse

Det store legeland har to store rum/haller, som bare er et eldorado for alle børn.

Dinos Legeland vil indeholde gigantiske legestrukturer med rutchebaner, skydearena, bilbaner, dropslide, klatrevulkan, boldhav, multiarena, trampoliner, Danmarks største tubbyslide, hoppeborge m.m. Der er rigeligt med legemuligheder til, at børnene kan bruge mange timer i legelandet og få sved på panden, når de skal bevæge sig rundt.

Der vil også være et særligt område på flere hundrede kvadratmeter, som de mindste børn mellem 0-5 år kan boltre sig i.

Dinos Legeland er så stort, at cirka ét tusinde børn og voksne kan være i gang på samme tid og alligevel have en god og komfortabel oplevelse.

Stilhed til forældrene

Legelandet kommer til at indeholde en række unikke faciliteter.

Der er blandt andet to forældre-lounges, hvor de voksne kan nyde stilheden - og alligevel følge børnenes leg gennem de store panoramavinduer i 1. sals højde. I loungen er der mulighed for at slappe af i bløde møbler, at kunne klare en arbejdsopgave via det trådløse netværk, eller bare tage en kop kaffe. Der er et par »låne-kontorpladser«, hvis man skal have lidt fra hånden mens børnene leger.

Der bliver også indrettet en børnelaounge, hvor ungerne kan få en slapper, hvis de har brug for det.

I tilknytning til det store legeland er der også »private« rum til fødselsdags-arrangementer. De har forskellige temaer som pirat eller prinsesse.

Det hele har krævet en investering, der løber op mod et to-cifret millionbeløb. Hvad prisen bliver for at komme ind i Dinos Legeland er endnu ikke helt afklaret. Leder Carsten Olesen har dog et bud:

»Prisniveauet bliver som til en biograftur,« siger han.

Sikkerhed

Dinos Legeland i Ishøj åbner i løbet af januar. I den kommende tid skal det hele på plads - der skal males færdigt og installeres.

Dertil kommer, at legelandet skal godkendes af myndighederne. Blandt andet er sikkerheden prioriteret helt i top - det skal være trygt og behageligt at være i legelandet for børn og voksne.

Med åbningen af Dinos Legeland skabes der også en række nye arbejdspladser i Ishøj. Leder Carsten Olesen forventer, at legelandet vil få cirka tre-fire fast ansatte og dertil 30-40 deltidsansatte.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...