Der skal endnu mere fokus på sikkerheden, når de nyudklækkede studenter efter dimissionen kører ud på den traditionsrige vogntur.
Det er en af de store bookingportaler til netop studenterkørsler, Studenterugen, meget opsat på.
Det var en lastbil fra firmaet FestXpressen, som Studenterugen havde formidlet, der kørte den vogntur, som endte skæbnesvangert for en 20-årig ung mand fredag eftermiddag på Nordre Strandvej ved N. P. Jørgensens Vej i Hornbæk.
Den unge mand blev i kritisk tilstand overført med politieskorte til Rigshospitalet. Hans tilstand kendes ikke.
Krisepsykologer
Som omtalt i Frederiksborg Amts Avis blev de chokerede og ulykkelige unge fra hans klasse efterfølgende samlet på Espergærde Gymnasium, hvor krisepsykologer tog sig af dem og deres pårørende. Og mandag bliver elever og pårørende igen samlet, oplyser rektor Henrik Boberg Bæch.
Men ulykken sætter fokus på, om sikkerheden til de festlige, traditionsrige studenterkørsler er tilstrækkelig. Efter sommerferien vil Espergærde Gymnasium & HF drøfte, hvorvidt man kan øge sikkereden under de nyudklækkede studenters vognture.
– Vognturene har altid været elevernes egne. De planlægger og gennemfører dem selv, men elevrådet og ledelsen vil efter ferien mødes for at drøfte, om vognturene kan gøres mere sikre, lyder det fra elevrådsformand Benjamin Munk og rektor Henrik Boberg Bæch.
Rektor siger, at han har stor tiltro til, at lovgivningen og myndighederne har sørget for, at vognene er i den forsvarlige stand, de skal være i.
– Men vi kan snakke om, hvorvidt vi kan klæde eleverne bedre på til at hjælpe sig selv og hinanden under vognkørslerne.
Ekstra sikkerhed
Og det er Henrik Thygesen fra bookingportalen Studenterugen, der blandt andet står for koordineringen mellem vognmænd og gymnasieeleverne, enig i.
- Vi ser meget gerne, at der bliver kigget på den generelle sikkerhed. For tre uger siden var alle vognmænd indkaldt til et møde med politiet, og her blev det blandt andet gjort klart, at der ikke længere måtte være DJ’s ombord på vognturen. Men det er helt forkert, for de var en slags garant for sikkerheden ombord. De kunne styre stemningen med musikken, forklarer Henrik Thygesen.
Han understreger, at den seriøse del af branchen kun ønsker endnu mere sikkerhed. Derfor har man henvendt sig til Færdselsstyrelsen med ønsket om, at det bliver muligt.
- Der er i dag sikkerhedskrav – men mange af dem er et definitionsspørgsmål, siger Thygesen.
- Alle seriøse vognmænd ønsker, at studenterkørslerne skal være så sikre som muligt, og mange vognmænd gør ekstra for sikkerheden. De unge siger, at vognene næsten ligner et fængsel. Men det er jo ud fra ønsket om, at de skal komme sikkert igennem. Studenterkørslerne er en 100 år gammel tradition. Den skal vi passe på, understreger Henrik Thygesen fra Studenterugen og tilføjer, at det jo at forfærdeligt, at der skal ske en ulykke, førend myndighederne forhåbentlig reagerer.
En voksen ædru skal med
Henrik Thygesen og en vognmand har allerede skrevet til Trafikministeren , at det er vigtigt at have en voksen, ædru person med på vognen af hensyn til sikkerheden. Som politiet tolker loven lige nu, så er det hele overladt til studenterne selv. Der må ikke være andre på bilen.
Efter min mening skal der strammes op på alt, der har med sikkerhed at gøre, hvis traditionen skal fortsætte. Det vigtigste er jo, at de unge mennesker kommer helskindet igennem dagen, understreger Henrik Thygesen.
Det er stadig ikke afklaret, hvordan faldet fredag eftermiddag skete, oplyser Nordsjællands Politi, som modtog alarmen om ulykken klokken 15.16 fredag.
– Alle gymnasiets elever og ansatte er stærkt påvirkede, og alle vores tanker går til eleven og hans pårørende i deres svære situation, lyder det i en mail fra rektor og elevrådsformanden på Espergærde Gymnasium & HF.
Det var en rutineret chauffør fra Kolding-området, der sad bag rattet, da ulykken indtraf i fredags. Chaufføren, som ikke så hvad der gik forud for ulykken, har kørt studenterkørsel siden 2008. Han er, ifølge sin vognmand fra FestXpressen, stærkt påvirket af hændelsen.