Det er Odden Fisk, der har købt Bødehuset på havnen i Havnebyen. Og indehaverne Emma Fischer og Tim Trevor fortæller, at planen er at lave fiskebuffet.
- Vi går i gang med sæsonen nu, så vi må se, hvad vi kan nå før sommeren, ellers bliver det nok først efter sommerferien. Men vi går i gang nu, fortæller Emma Fischer.
Parret understreger, at de ikke har noget imod Bødehusets Venner, som indtil nu har benyttet Bødehuset. Men nu ønsker parret altså at komme i gang med arbejdet med, at omdanne Bødehuset til en fiskebuffet.
- Vi har ikke noget imod dem. Vi synes også, de skal have et sted at være. Men det er en privat forening. De må selv prøve at finde noget, eller også må kommunen hjælpe. Det er i hvert fald ikke vores ansvar, siger Tim Trevor.
Parret havde egentlig håbet at kunne gå i gang med arbejdet med at lave fiskebuffeten allerede 1. januar, men det har trukket ud med at få papirarbejdet med kommunen på plads, fortæller de to indehavere.
- Så vi har været søde og ladet dem blive imens. Var forhandlingerne faldet på plads 1. januar, så havde vi rykket allerede der, siger Emma Fischer.
Bødehusets Venner har afleveret et brev til parret, hvor de blandt andet beder om lov til at blive, indtil de kan blive genhuset et andet sted. Men der siger parret nej.
- I september fik de at vide, at de var opsagt per 1. januar. I princippet skulle de have været ude der, men siden januar har de fået lov at blive. De har haft rigeligt tid til at finde noget andet, siger Emma Fischer.
