NÆSBY STRAND: - Lige siden stormfloden i 2006 har vi forsøgt at få kommunen i tale om det kæmpeproblem, vi har her i Næsby Strand. Men de har blot vendt det døve øre til, siger en meget frustreret Lisbeth Nielsen fra Hyacintvej i Næsby Strand til avisen.
Nu er konsekvenserne så til at tage og føle på: Hen over weekenden har der været totalt kaos i området, hvor beboerne forgæves har forsøgt at holde vandet ude af deres huse, hvoraf de fleste er sommer- og fritidshuse, men der er også en del helårshuse.
- Jeg kender flere, som har haft vand i op til en halv meter stående i stuen, siger Lisbeth Nielsen, der også selv er hårdt ramt.
- Jeg vil anslå, at omkring 100 ud af de 108 huse herude er blevet ramt, og mange af dem er det ikke længere forsvarligt at opholde sig, siger hun.
En hel del pensionister bor i området hele året - og de har ikke umiddelbart andre steder at tage hen.
Når beboerne nu har stået i stort set samme situation tilbage i 2006 - hvorfor har man så ikke for længst etableret et dige, så skaderne ikke var blevet så omfattende?
Det har beboerforeningen da også ihærdigt forsøgt efter stormfloden i 2006.
- Kommunen ejer jorden ud til vandet, og vi har tilbudt selv at lave et dige på strækningen, som er omkring 200-300 meter, siger Lisbeth Nielsen og fortsætter:
- Men kommunen har sagt nej og henvist til, at »det ikke kommer flertallet til gode«, siger hun.
Kommunen har i stedet forlangt, at et eventuelt dige skal placeres i forreste række på grundejernes egen jord - en løsning, som hurtigt kan koste den enkelte grundejer en stor del af sin grund.
- Vi kan ikke forstå, hvorfor kommunen ikke vil hjælpe med at sikre beboerne herude. Og de behøver ikke engang selv gøre arbejdet - vi skal nok selv få diget etableret. Vi skal blot have mulighed for at placere et dige på ca. en halv meter på strandengen, som altså ejes af kommunen. Det kan gøres, så man stort set ikke lægger mærke til det, siger hun.