erhverv: Hver onsdag morgen klokken kvart i syv mødes erhvervsfolk i Ringsted Sportcenter for at netværke og skabe forretningsmuligheder for hinanden.
De er medlem af BNI Ringsted. BNI, Business Network International, er et forretningsnetværk for professionelle erhvervsfolk.
Samtalen går livligt over morgenkaffen, inden første punkt på programmet begynder kvart over syv. Det er et minuts præsentation af hver enkelt deltager. Efterfølgende har en af deltagerne en ti-minutters præsentation, hvor man naturligvis kan komme lidt dybere ind i tingene.
Under referencepunktet fortæller deltagere, hvordan de har haft glæde af netværket.
Herunder blev der også gjort rede for, hvor mange penge en netværksaftale omfattede. Alle beløb bliver til slut talt sammen, så deltaterne konkret kan se, hvad der kommer ud af netværket.
Der bliver handlet med alt muligt. Det er lige fra musefælder til grus i læssevis.
Netværket handler også om at åbne døre. Det kan for eksempel være, hvis én gerne vil have en kontakt til en bestemt virksomhed. Det er der måske andre i netværket, der kan hjælpe med.
- Jeg tænkte, at vi møder alle op for at sælge, sagde Steffen Scharff, Miljørådgivningen. Men han erfarede, at samarbejde går begge veje. Det handler også om at hjælpe andre.
- Det er en ret god følelse at hjælpe sine BNI kolleger, siger Steffen Scharff, der har været med i netværket i et år.
- En vigtig ting ved at komme her er de 20-30 minutter før mødet og igen efter mødet, hvor man netværker, siger Steffen Scharff.
1-2-1 møder
Der bliver også holdt 1-2-1 møder, hvor man har et andet netværksmedlem på to-mands hånd. Her lærer man for alvor, hvad det er for nogle mennesker, man sidder overfor.
- Man får et stærkere bagland, man går herfra og har lært noget, hvad det er for nogle forskellige ydelser andre BNI medlemmer har. Man får mere viden, siger Steffen Scharff.
- Der væsentligt man får forretninger ud af det.
Der er brancheeksklusivitet i BNI, det vil sige kun en fra enhver branche. Derfor kommer medlemmer også fra et stort geografisk område, foruden Ringsted er det blandt andet Køge, Haslev, Fakse og Roskilde.
Man møder så vidt muligt op hver uge, og der er en forventning om, at man bidrager med noget.
Der er i øjeblikket 18 medlemmer, men der er plads til flere.
- Der er en god stemning og et godt engagement, siger Steffen Scharff.
- Det skader ikke en god forretning, at det er hyggeligt imens.
- Jeg synes jeg har fået mange gode kunder. Døre er blevet åbnet, som jeg ikke selv har kunne åbne. Udover konkret omsætning, har jeg fået samarbejdspartnere.
Værdifuldt
Anders Kildemoes, Motalin, har været med i netværket i lidt over fem år.
- Det er en ret stor forståelse for, man får forretning. Man lærer at netværke, at bruge sig selv og andre. Det er ret værdifuldt, siger han.
- Der opstår en afhængighed, man kører glad hjem fra mødet onsdag morgen, siger Anders Kildemoes.
Han begyndte at komme i BNI Ringsted, fordi der ikke var et tilsvarende netværk på daværende tidspunkt i Haslev, hvor han kommer fra. Det er der nu, men Anders Kildemoes synes, han hører til i Ringsted. Han kender en del til Haslev, og han synes det er sjovere at komme udenfor sin hjemmebane.
bodil
