Spar Nord åbner ny bank i Frederikssund

Fra 1. juni vil Spar Nord være at finde i Frederikssund, nærmere bestemt i Jernbanegade. Det har banken i dag offentliggjort. Det bliver samtidig bankens 23. lokalbank på Sjælland.

- Vi tror på, at mennesker og lokal forankring gør forskellen. Derfor begynder det hele med, at vi finder den rette mand eller kvinde med ild i øjnene og lyst til at bygge en bank op fra bunden. Den person har vi fundet i Frederikssund, fortæller bankdirektør John Lundsgaard i en pressemeddelelse fra banken.

Af hensyn til nuværende ansættelse er det endnu for tidligt at sætte navn på den kommende direktør i Spar Nord Frederikssund, der tiltræder 1. oktober.

Heller ikke navnene på de fire rådgivere, der allerede er lavet aftaler med, kan offentliggøres. Men de tre første begynder 6. juni, hvor de er klar til at byde nye kunder velkommen.

- Frederikssund er en interessant kommune for os, fordi den rummer mange muligheder for både borgerne, forenings- og erhvervslivet, og fordi kommunen har et stort udviklingsfokus. Det taler godt ind i den måde, vi driver bank på, og vi kan derfor se os selv være med til at understøtte denne udvikling ved vores fysiske tilstedeværelse i kommunen, forklarer John Lundsgaard.

- Vi er således interesseret i både privat- og erhvervskunder i Frederikssund, og derfor skal vi også være til stede i Frederikssund. Vores måde at drive bank hviler på lokal tilstedeværelse og frihed til som medarbejder at gøre en forskel i lokalområdet. Med den filosofi har vi de senere år gået imod strømmen og åbnet nye lokalbanker, fortæller John Lundsgaard i pressemeddelelsen.

Foto: Fotograf Lise Balsby

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...