Slagelse Stadion skifter navn

Slagelse: FC Vestsjælland har fredag indgået en navnesponsoraftale med Harboes Bryggeri A/S. Aftalen giver Harboes Bryggeri A/S navnerettighederne til Slagelse stadion, hvilket betyder at stadion tager navneændring til Harboe Arena Slagelse.

Ud over navnerettighederne giver aftalen ligeledes Harboes Bryggeri A/S omfattende eksponering på stadion, samt på tværs af FCV's mediekanaler.

Harboes Bryggeri A/S var med til at etablere FC Vestsjælland i 2008, og har sidenhen været dybt involveret i klubbens sportslige og kommercielle udvikling. Og at det netop er FC Vestsjællands mangeårige hovedsponsor, Harboes Bryggeri A/S, som fremadrettet vil skabe rammerne for klubbens hjemmebane, vækker stor begejstring i FC Vestsjælland:

- Vi er utroligt taknemmelige for, at det lige netop er vores mangeårige hovedsponsor, Harboes Bryggeri A/S, som har besluttet at indgå navnesponsoraftalen. Harboes Bryggeri A/S har lige siden etableringen af klubben udvist en trofast og loyal støtte helt uden sidestykke. I FC Vestsjælland vil vi derfor arbejde benhårdt på at give Harboes Bryggeri A/S det absolut størst mulige afkast af deres investering. Harboe Arena Slagelse skal blive regionens absolutte centrum for store og unikke øjeblikke indenfor sportens verden, fortæller administrerende direktør i FC Vestsjælland, Gert Hansen i en pressemeddelelse.

Hos Harboes Bryggeri A/S glæder man sig også over aftalen, som betragtes som en naturlig udbygning af virksomhedens i forvejen store involvering og engagementet i både FC Vestsjælland og Region Sjælland:

- Indgåelsen af navnesponsoraftalen betyder utroligt meget for os, da vi med vores lokale forankring har stærke relationer og rødder i hele regionen. Med Harboe Arena Slagelse ønsker vi at give noget tilbage til området ved at tilbyde alle i regionen ekstraordinære fodboldmæssige oplevelser på stadion sammen med regionens førende fodboldflagskib. Samtidig er vi naturligvis også stolte over, at kunne give FC Vestsjælland den absolut størst mulige hjemmebanefordel, når holdet tager imod de store danske fodboldklubber, siger administrerende direktør i Harboes Bryggeri A/S, Bernd Griese i en pressemeddelelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...