Nu skal du ringe 1813

Fra og med 1. januar overtager Region Hovedstaden lægevagtens opgaver, og dermed skal borgerne huske at ringe til Akuttelefonen 1813, når de har brug for hjælp, og deres egen læge holder lukket.

Man skal dog huske fortsat at ringe 112, hvis det er livstruende.

En oplysningskampagne har allerede sat fokus på 1813 i lokalområdet, på hjemmesider, i biografen og mange andre steder - og nu også via en pjece, der husstandsomdeles til alle i regionen.

"Oplysningen er meget vigtig, så vi sætter fuld kraft på kampagnen her i de sidste dage før nytår. Borgere i Albertslund skal vide, at de nu skal ringe til 1813, før de selv henvender sig på hospitalet", siger kommunikationschef Margrethe Lyngs Mortensen.

Hun peger på flere fordele for borgerne.

"Fremover er der såkaldt visiteret adgang. Det betyder sådan set bare, at man kan booke en forventet mødetid i stedet for at møde op i modtagelsen uden at vide, hvor længe man skal sidde og vente. Fremover kan man vente noget af tiden derhjemme. Og så kommer man ind i et større system efter nytår, hvor læger, sygeplejersker og reddere kan reagere hurtigt og effektivt", forklarer Margrethe Lyngs Mortensen.

Har du børn under 12 år, skal du fremover tage på en særlig akutmodtagelse, der modtager børn - det er Hvidovre, Bispebjerg, Herlev og Nordsjællands Hospital. Mindre skrammer og sår kan dog klares på den akutmodtagelse eller klinik, som ligger tættest på hjemmet.

Man kan læse mere på www.1813.dk.

Ring 1813, når din læge har lukket: På 1813 guider sygeplejersker og læger dig til den rette behandling. De kan hjælpe dig på stedet eller henvise dig til en akutmodtagelse eller akutklinik - eller sende en læge hjem til dig. Få oplyst ventetider: 1813 kan oplyse, hvor ventetiden er kortest. Som en ny service får du også oplyst, hvornår du kan forvente at blive behandlet eller undersøgt. Så kan du vente hjemme, hvis der er ventetid. Borgerne får den rigtige hjælp: I dag modtager hospitalerne en del borgere, der selv henvender sig, men som med fordel kunne være blevet hjemme. Fremover sikrer et opkald til 1813, at borgere får den rette behandling det rette sted. Uanmeldte borgere får også hjælp: Møder du fremover uanmeldt op på en akutmodtagelse eller akutklinik, får du naturligvis stadig hjælp efter behov. Men du må typisk vente lidt længere, end hvis du først havde ringet til 1813. Et samlet system: Der er en række tekniske og sundhedsfaglige fordele ved at samordne lægevagten med det offentlige sundhedssystem. Det giver mulighed for at give bedre informationer til borgerne og mellem sygeplejerskerne, lægerne, redderne osv. Der vil også blive indført nye journalsystemer, IT-systemer og øget patientsikkerhed. Herunder er det forventningen, at ventetider på sigt kan nedbringes. Lægevagtens funktion fortsætter: Fra nytår erstatter 1813 det gamle lægevagtsnummer, så borgerne kun skal huske ét nummer. Hidtil har borgerne skulle henvende sig to steder, da både lægevagten og regionens akutmodtagelser og akutklinikker har håndteret akutte problemer. Ring fortsat 112 ved livsfare: Du skal ringe 1813, hvis du er kommet til skade eller blevet pludselig syg. Du skal fortsat ringe 112 ved livstruende akut sygdom og skade.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...