Oplev et væld af kunst i pinsen

Kunst i pinsen er et populært begreb i det Midt- og Vestsjællandske kulturlandskab. Godt og vel hundrede kunstnere og udstillingssteder åbner hvert år dørene for gæster fra nær og fjern - til glæde for både sig selv og de besøgende. I år kan man på Hornsherred kigge indenfor hos fire spændende kunstnere i pinsedagene lørdag den 27 maj, søndag den 28 maj og mandag d 29 maj. Alle dage fra klokken 11 til 17.

I Sæby kan man besøge den spirituelle kunstner Marina Mana Petersen, der står bag Amorina Art. Hendes motiver opstår ud af hendes indre rejser og visioner, og paletten er farverig og sansemættet som naturen selv. Hun bruger ofte tørrede planter, muslinger, håndlavet papir og andet som kan skabe interessante strukturer og ekstra dimensioner i maleriet. Marina maler også på sten og skaber større geometriske sten mønstre i sin have. Der er udstilling i atelier, på terrassen og i huset på Syrenvej 12, 4070 Kirke Hyllinge. Malerier, kunsttryk, plakater og malede meditations-sten vil være til salg.

I Holtensminde på Holtensmindevej 75, Sæby, 4070 Kirke Hyllinge ligger Gunhilds Galleri - I det gamle Grisehus. Her er der i Pinsen fem gæsteudstillere: Merle Conradi Larsen med unik glaskunst. T1 Sterling Design, smykker. Karen Brinck , skønne bronze og betonskulpturer, Birthe Brixtofte, dejlige landskabsmalerier, Britta Jønsson fine syede værker og Gunhilds egne livsbekræftende og farverige malerier. Der er også åben have og vinmark, smag på og salg af Holtensminde vingårds vin og bobler. Medbring gerne egen madkurv.

Anne Gry Andersen er autodidakt billedkunstner og holder til på Hammervej 16, Østby, 4050 Skibby. I sin kun 12-årige malerkarriere har hun allerede nået et utal af ting. Har således både litterære samarbejder, fællesudstillinger, solo- og censurerede udstillinger i både ind-og udland bag sig. Senest kunstsamarbejde med Italien og Kina om kunst i det offentlige rum. For Anne Gry Andersen er naturen og kærligheden til alt levende den store inspirationskilde.Det seneste år har hendes tema været menneskets rov på naturen. Alt pakket ind i symbolik og stærke farver.

I Skuldelev på Bøgevej 2 finder man billedkunstneren Helle Borg Hansen, der udstiller både oliemalerier, akvareller samt skulpturer i både bronze og stentøj. De mest fremtrædende motiver er flamencodansere og vilde dyr. Her er det energi, udtryk og bevægelse, der er fællesnævner, når Helle vækker dem til live på lærredet og i leret. Foruden udstillingen kan du også se værker i gang, når du træder ind i et levende atelier med duften af linolie og kreativitet.

Øvrige kunstnere, der deltager i Kunst i Pinsen i Lejre og i Midt- og Vestsjælland kan ses på www.kunstipinsen.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...