TRAFIK Sommeren var ved at være slut, og det samme var Bakkens sommersæson, så Hans Peter Nordstrøm Nissen var på sin cykel på vej mod forlystelsesparken for at mødes med en ven.
Han kendte udmærket krydset ved motorvejsafkørslen, fordi han ofte kom der, så han skød en ret god fart, fortæller han.
Lyset blev rødt, så han slap pedalerne og lod cyklen rulle. Bilisten, som skulle dreje til højre ned på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, holdt stille. Hans Peter Nordstrøm Nissen tænkte derfor ikke nærmere over sin færden.
“Men så kørte hun pludselig frem. To meter fra hende bremsede jeg. Jeg ramte lige bag forhjulet ved sidespejlet. Mit styr lavede ridser i bilen, og jeg landede på benene, men mistede balancen, så jeg væltede mod højre, hvor jeg tog af med hånden. Der skete ingen verdens ting, men det var lige ved at gå rigtig galt,” fortæller han.
Diskussion efter uheld
Det Grønne Område har tidligere skrevet, hvordan flere trafikanter er forvirrede og utrygge i krydset ved motorvejen. Vejdirektoratet og Nordsjællands Politi påpegede i den forbindelse, at der de seneste mange år ikke er registreret uheld i området. På den baggrund bliver der ikke gjort mere for sikkerheden i området.
Hans Peter Nordstrøm Nissen meldte aldrig uheldet til politiet, og derfor er det heller ikke registreret. Men hans oplevelse understreger alligevel, at det kan være farligt. Og at trafikanterne er forvirrede over krydsets regler. Det viste sig, da han kom på benene igen.
“Bilisten var meget fair, da hun kom ud af bilen. Hun spurgte, om jeg var kommet til skade. Hun spurgte meget venligt og forsigtigt, hvorfor jeg kørte over for rødt. Bilisten bagved var én af de der aggressive typer, der skal sige sgu og fanden i hver tredje sætning. Han spurgte hvad fanden meningen var,” fortæller Hans Peter Nordstrøm Nissen og fortsætter:
“Men bilisten bag den aggressive var en fin mand med jakke og briller, der påpegede, at jeg har forkørselsret, og han brugte alle de korrekte ord, så man kunne høre, at han vidste, hvad han talte om. Men den aggressive mand fortsatte med at gjalde op. Jeg sagde så, at hvis vi ikke kan blive enige, må vi ringe til politiet,” siger han.
Men det var der ikke interesse i, da den fine mand, der kendte regler, øste yderligere ud af sin viden.
“Den kloge mand sagde så til kvinden, om hun var klar over, hvad der ville ske med bilister, der påkører cyklister, der har forkørselsret, og så blev hun i tvivl, kunne jeg se. Vi udvekslede oplysninger, og der blev ikke ringet til politiet,” siger han og tilføjer:
“I mellemtiden var andre trafikanter kommet til, og der blev det diskuteret, at krydset var farligt.”
Advarsel til datter
Hans Peter Nordstrøm Nissen mener dog, at løsningen på forvirringen og utrygheden er nem og ligetil.
“Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bare flytter stopstregen. Hvis man flytter den, så holder cyklisterne før højresvingsbanen, og det generer ikke dem, om de holder det ene eller andet sted. Jeg kan ikke se nogen som helst grund til, at man ikke skulle gøre det,” siger han
Det Grønne Område har bedt Vejdirektoratet forholde sig til ideen. Afdelingsleder hos Vejdirektoratet, Maria Lønsmand Sande, siger:
“Vi er ved at aftale et møde med politiet til en fælles besigtigelse af krydset og efterfølgende dialog om løsningsmuligheder. Vi afventer derfor denne dialog, inden vi vil lægge os fast på tiltag. Men vi tager alle gode ideer med.”
Hans Peter Nordstrøm fortæller, at hans oplevelse - og at der ikke er gjort mere for sikkerheden - har fået ham til at insistere på, at hans datter undgår krydset.
“Hun går til svømning på Trongårdsskolen, og jeg vil helst have, at hun cykler under motorvejen. Hvis hun så har en veninde, der insisterer på at cykle over i krydset, så har jeg bedt hende om at få øjenkontakt med bilisten og være opmærksom på, hvornår der er rødt for cyklister,” siger han.
Så sent som i denne uge havde han endnu en oplevelse, som understregede forvirringen.
“Jeg kørte der den anden dag, hvor to cyklister kom rullende. Den ene cyklede ud i midten af krydset ved stopstregen, mens den anden holdt tilbage, før bilisterne kan dreje på motorvejen. Jeg kørte derfor helt langsomt frem, og får så et vredt dyt bagfra,” siger han.
