Stadion henter ny træner: - En sand håndboldsnedker

Det bliver 42-årige Jesper Matthiesen, der i den kommende sæson skal stå i spidsen for IF Stadions bedste herrehold. Foto: IF Stadion

Det bliver 42-årige Jesper Matthiesen, der i den kommende sæson skal stå i spidsen for IF Stadions bedste herrehold. Foto: IF Stadion

Sport: Det bliver 42-årige Jesper Matthiesen, der i den kommende sæson skal stå i spidsen for IF Stadions bedste herrehold, hvor kursen er sat mod at nå landets næstbedste håndboldrække.

Det fortæller klubben på Facebook.

Siden midten af april har IF Stadion været på udkig efter klubbens nye cheftræner, efter at tidligere cheftræner Anders Larsen pludseligt valgte at stoppe i klubben for godt en måned siden. Efter en rekrutteringsproces er valget nu faldet på Jesper Matthiesen, der allerede har haft sine første træningsdage i spidsen for klubben.

- Det er en sand håndboldsnedker, der nu får hjemmebane i Energicenter Voldparken. Jesper Matthiesen er kendt for sin formidable håndboldforståelse og sine store taktiske kvaliteter. Derfor er vi både stolte over og glade for, at Jesper i den kommende sæson har sagt ja til at være kaptajn på det ambitiøse skib, IF Stadion har sat i søen, lyder det blandt andet fra klubben.

Et godt håndboldhoved

Jesper Matthiesen har erfaring fra 1. division, hvor han tidligere har stået i spidsen for HIK’s herrer. Han har også tidligere trænet Ajax’ kvinder i Håndboldligaen, og i de senere år har han trænet henholdsvis Frederikssund og Virum Sorgenfri.

Sportschef i IF Stadion, Thomas Schou, glæder sig over ansættelsen af Jesper Matthiesen, som igennem hele trænerjagten har toppet klubbens ønskeliste.

- Det er store ord at sige, at det er en drøm, der går i opfyldelse, men vi har siden vi stod uden træner været helt klare over, at Jesper Matthiesen var den træner, vi helst så stå i spidsen for vores hold, siger han og fortsætter:

- Der sidder et imponerende godt håndboldhoved på Jesper, som jeg glæder mig umanerlig meget til at se træne vores spillere. Vi har fået skrabet et stærkt hold sammen, og jeg er sikker på, at der kan opstå en synergieffekt mellem vores mange dygtige tekniske spillere og Jespers imponerende håndboldforståelse. Med den her ansættelse er vi ved at have alle brikker på plads frem mod næste sæson.

Jesper Matthiesen glæder sig til den opgave, der nu venter ham.

- Jeg er meget glad. Håndboldfagligt er det en ære at få lov til at stå i spidsen for et hold bestående af så mange dygtige spillere. Jeg kan godt lide ambitioner, og jeg trives i et miljø, hvor vi stræber efter det næste niveau. Derfor var jeg aldrig rigtig i tvivl, da Thomas og IF Stadion kontaktede mig, udtaler han blandt andet.

Træningen frem mod den nye sæson er i gang, og omkring 20 spillere har deltaget, hvoraf at yderligere seks-otte spillere ventes at støde til truppen i august. IF Stadions første kamp skal spilles i den næstsidste weekend i september.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...