Det lakker så småt mod enden på sæsonen i dansk topfodbold, men i 2. division og 3. division spilles der stadig - og det samme gælder den bedste kvindelige fodboldrække. Og alle steder stiger spændingen lige nu, hvor den kommende uges kampe kan afgøre mange skæbner blandt de sjællandske hold.
1. FC Roskilde
For FC Roskilde er der igen pludselig noget at spille om i toppen af 2. division - og det er der som resultat af en ganske overraskende spillerunde i den netop overståede weekend.
For ikke bare vandt Roskilde, mens oprykningsrivalerne fra Aarhus Fremad tabte - Mikkel Thygesens tropper hentede også hele syv af de ni måls efterslæb ind, som man ellers havde før spillerunden.
Det blev udkommet efter en vild aften, hvor FC Roskilde slog Nykøbing med hele 5-1, mens århusianerne overraskende fik en 0-3-lussing af Middelfart. Resultater, som betyder, at FCR med to runder igen "kun" er tre point efter Aarhus Fremad, og det med en målscore, der er nogenlunde enslydende.
Lørdag løber FC Roskilde så ind i førerholdet Esbjerg, og selv om dét på papiret er en skrækmodstander, er roskildenserne begunstiget af, at vestjyderne allerede både ER rykket op og har sikret sig at slutte på 1. pladsen i rækken.
Den del kan måske lyde som en markant hjælpende hånd til Roskilde, men bemærk at Esbjerg også allerede inden sidste rundes hjemmekamp mod AB var sikret oprykning. Resultat af kampen? 6-0 til EfB...
Uanset hvad, er "reglen" for FCR denne: Hvad end Aarhus Fremad gør i sin kamp mod AB, det skal Roskilde som minimum kopiere mod Esbjerg. Så hvis Aarhus Fremad vinder, skal FCR også dette - og hvis århusianerne får uafgjort, skal Roskilde også mindst have dét. For ellers står det fast, at de sort-gule snupper oprykningen allerede inden sidste spillerunde.
2. Ishøj IF
I 3. division resterer der ligeledes to runder, og forårets oprykningsspil har lidt været karakteriseret af, at "alle slår alle". Og det giver sig eksempelvis udslag i, at selv om Ishøj har hentet relativt beskedne 48 point i 30 kampe i sæsonen, så er vestegnsholdet alligevel i en storartet position i forhold til at sikre sig oprykning til 2. division.
For før udekampen mod Holbæk - et rent sjællandsk møde - er situationen dén, at hvis Ishøj vinder kampen i Holbæk Sportsby, og Næsby og VSK Aarhus i samme runde spiller uafgjort, så rykker Ishøj op.
Det skal dog ende præcis uafgjort i sidstnævnte kamp, for begge hold er tre point efter Ishøj - så hvis Næsby-VSK får en vinder, kan vinderen stadig i teorien nå at hente Ishøj i sidste spillerunde.
3. FC Nordsjælland Q
Alle gode gange tre: I Kvindeligaen i fodbold mangler der nemlig også to spillerunder, og faktisk kan der allerede på lørdag blive fundet en ny dansk mester.
De tredobbelte forsvarende mestre fra HB Køge kan nemlig kun i alleryderste teori nå at snuppe endnu en titel, for mere reelt står mesterskabskampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby.
Og hvis FCN i sin hjemmekamp får alle tre point mod Kolding - mens Brøndby samme eftermiddag sætter point til mod Fortuna Hjørring, så kan champagnepropperne springe i det nordsjællandske. Det vil i givet fald være første gang i FC Nordsjællands historie, at kvindeholdet bliver dansk mester.