Derfor blev 19-årig frifundet for to drab og drabsforsøg

Et helt centralt begreb blev brugt, da sag om dobbeltdrab endte med frifindelse.

Det var her ved Skjeberg Alle, at drabene fandt sted. Foto: Kasper Ellesøe

Det var her ved Skjeberg Alle, at drabene fandt sted. Foto: Kasper Ellesøe

En række af tre politifolk deler retssalen i to. På den ene side sider blandt andet familierne til to dræbte teenagere. I den anden side af salen sidder familien til den 19-årige mand, der stak med kniven, som slog de to teenagere ihjel. Nu bliver det afgjort, om den 19-årige skal dømmes for to drab og et drabsforsøg.

Retsformanden træder ind i salen og læser konklusionen op.

Den 19-årige er frifundet for de to drab og et drabsforsøg mod en 18-årig, der var i samme vennegruppe som de to dræbte teenagere 17-årige Petar Stesevic og 18-årige Nenad David Seseljevic, der blev stukket ihjel på Skjeberg Alle i Høje-Taastrup 6. marts 2023.

De to dræbtes fire venner er dømt for vold ved spark mod den 19-årige, men frifundet for grov vold og forsøg herpå.

Det spillede ind

Hvordan kan det være, at den 19-årige er frifundet for de to drab, når det var utvetydigt, at det var den 19-årige, der havde kniven med og stak to andre ihjel og sårede en tredje?

Det centrale begreb er nødværge. Den 19-årige meldte sig selv til politiet dagen efter drabene og sagde, at det var i nødværge, at han brugte sin kniv. Det har han henvist til hele vejen igennem, og den påstand fulgte retten, selvom retten egentlig mente, at han havde forsæt til at dræbe og har overtrådt straffeloven for drab.

Men i forbindelse med drabet, var den 19-årige udsat for et uretmæssigt angreb. To dommere og fem nævninge mente, at det derfor var i nødværge, at den 19-årige først stak den ene teenager i halsen. Senere stak han den anden teenager i brystet.

Størstedelen mente, at den 19-årige opfattede situationen som meget faretruende, og at han var særdeles presset og præget af stor skræk og ophidselse over angrebet.

 På grund af denne sindstilstand var han ikke i stand til at danne sig et overblik over den reelle farlighed af angrebet, og derfor var overskridelsen af den lovlige nødværge rimeligt begrundet.

En dommer og en nævning mente ikke, at det var nødværge.

Her er tiltalerne i sagen

I alt fem unge mænd var tiltalt i sagen om dobbeltdrabet i Høje Taastrup den 6. marts sidste år. En gruppe unge mænd ventede på en 19-årig* ved City 2 og fulgte efter ham. Det endte i et slagsmål, hvor den 19-årige trak en kniv og stak tre af de andre. To døde, en blev alvorligt kvæstet.

En 19-årig er tiltalt for drab på 17-årige Petar Stesevic og 18-årige Nenad David Seseljevic og drabsforsøg på en 18-årig, der fik en lang flænge i læggen og måtte opereres akut. Derudover er han tiltalt for overtrædelse af knivloven.

I en anden gruppe var de to dræbte teenagere sammen med fire andre unge.

En 18-årig fra Albertslund (ham der blev udsat for drabsforsøg), en 19-årig fra Høje-Taastrup, en 20-årig fra Greve og en 20-årig fra Høje-Taastrup er alle tiltalt for - i forening og efter forudgående aftale - at have forsøgt at overfalde den 19-årige drabstiltalte, som de ventede på i et baghold. Efterfølgende kommer de to grupper i et slagsmål, og her er gruppen tiltalt for at udøve grov vold på den drabstiltalte, som de blandt andet slog med en havestol flere gange.

*Den 19-årige drabstiltalte har vi tidligere kaldt for 18-årig. Det skyldes, at han er fyldt 19 år undervejs i retssagen.

Kilde:  

19-årig lå ned og stak med kniv

Efter det første knivstik mod den ene teenager, der blev stukket i halsen, bliver den 19-årige overfaldet af de tilbageværende fem. I den forbindelse er de fire medgerningsmænd kendt skyldige i vold i forening med den anden teenager, der blev stukket ihjel, idet de sparkede den 19-årige, mens han lå ned.

Mens den 19-årige lå ned, fægtede han til højre og venstre med sin kniv og stak den anden teenager i brystet, så denne person senere døde.

Her mente alle dommere og to nævninge, at der var et forsæt til at dræbe, enten fordi den 19-årige burde have vidst, at der var overvejende sandsynlighed for, at modstanderen kunne dø, eller at det i det mindste var en mulighed, at han kunne dø af sine kvæstelser.

Derfor mener retten, at han altså er skyldig i drab. Men på grund af angrebet mener to dommere og alle nævninge, at der var tale om nødværge, fordi han lå på ryggen og derfor hverken kunne komme væk eller forsvare sig. Derudover havde han set, at en af modstanderne havde en kniv, selvom det ikke var sikkert, at han havde det, mens han lå her.

En dommer mente ikke, at det var nødværge.

I forhold til tiltalen for drabsforsøg, hvor en 18-årig blev stukket i benet, mener retten ikke, at den 19-årige havde til forsæt til at dræbe.

Retten mente, at der var tale om grov vold. Men fordi knivstikket skete, mens han lå ned, var der tale om nødværge, mener alle dommere og nævninge.

Den 19-årige er således alene dømt for overtrædelse af knivloven under skærpende omstændigheder. Det giver almindeligvis en uges ubetinget fængsel.

Med rettens afgørelse kunne den 19-årige med store smil til følge forlade retten og give sin familie et kram. I den anden side af retten, gik der et sus gennem salen, da skyldkendelsen blev fremlagt. 

Her sidder familier, der har mistet deres sønner og brødre til knivstik, men hvor gerningsmanden altså ikke blev dømt for drab.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...