Her er der kommet flest tilflyttere

Én by skiller sig markant ud, når man ser på befolkningstilvæksten i Roskilde.

Foto: Peter Andersen

Der er befolkningstilvækst i det meste af Roskilde Kommune, som i 2022 rundede 90.000 indbyggere. Én by i kommunen stikker dog helt af, når det kommer til vokseværk.

Det er Vindinge, der er vokset støt gennem de seneste 10 år - og sådan set stadig er under udbygning.

Byen, der ligger omkranset af grusgrave og Hedeland sydøst for Roskilde, havde 2189 indbyggere i 2014.  I Danmarks Statistik nyeste opgørelse af folketallet for 2024 har Vindinge 3127 indbyggere.

Den befolkningstilvækst på 43 procent overgår langt alle andre byer i Roskilde Kommune. Ifølge Ekstra Bladet er det faktisk den by i hele landet med den næststørste tilflytning siden 2012, kun overgået af Lund ved Horsens.

Ågerup nordøst for Roskilde er den by i kommunen, der er tættest på at følge med væksten i Vindinge. Her er indbyggertallet nu oppe på 1710, hvilket er 19 procent mere end i 2014.

Indbyggere i Roskildes bysamfund

Roskilde Kommune: 90.931 (+8 procent ift. 2014)

Roskilde:  52976 (+9%)

Jyllinge: 10.781 (+7%)

Viby: 4881 (+6%)

Svogerslev: 4277 (-1%)

Vindinge: 3127 (+43%)

Gundsømagle: 2761 (16%)

Gadstrup: 2015 (+4%)

Ågerup: 1710 (+19%)

Veddelev: 1137 (-)

Vor Frue: 711 (+2%)

Snoldelev: 622 (-2%)

Store Valby: 397 (-2%)

Herringløse: 379 (-6%)

Gundsølille: 247 (-11%)

I Roskilde by er det også gået pænt fremad. 9 procent er indbyggertallet steget på 10 år - og det vil vel at mærke sige, at der er kommet mere end 4000 mennesker til. Alene fra 2023 til 2024 er der flyttet 394 indbyggere til Roskilde by, som i Danmarks Statistik opgørelse også tæller tilflytterbydelen Trekroner.

De få byer i kommunen, som har haft fraflytning, er for langt de flestes vedkommende også dem, der er i forvejen var mindst.

Således er indbyggertallet i Gundsølille siden 2014 faldet med 11 procent. Byen er med sine 247 indbyggere samtidig den mindste i kommunen, som er med i opgørelsen, så det er kun 31 færre end for 10 år siden - og faktisk seks flere end i 2023.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...