orø: Kl. 14.30 i dag kunne Orø-færgen atter genoptage sejladsen.
Det var med første afgang fra Holbæk, og derefter sejlede færgen efter den normale sejlplan.
Færgen har ligget stille siden middagstid i mandags, hvor der opstod tekniske problemer med en converter og PLT-styringssystemet.
Problemerne er nu blevet ordnet. Og en prøvesejlads sikrede, at alt fungerede, som det skulle, inden der en halv snes minutter før første afgang via sms-tjenesten blev meddelt, at færgen atter sejler.
Der har været indsat busser fra Orø Forsamlingshus til Holbæk Havn, mens færgen har ligget stille.
