Slagelse Kommune: Hvis man vil leve fuldstændig fri for risikoen for at blive et voldsoffer, så er Danmarks østligste beboede ø, Christiansø, stedet. Hverken i år eller sidste år er der blevet anmeldt så meget som én eneste voldsepisode her, fortæller Metroxpress fredag.
Langt værre ser det ud i Slagelse, som desværre er med i top-ti listen som den 5. voldeligste by i landet - målt på antallet af voldsanmeldelser i årets første tre kvartaler. For hver 1000 indbyggere er der sket 3,2 anmeldelser. Til sammenligning er den mest voldelig kommune Esbjerg, hvor antallet er 3,6 anmeldelser pr. 1000 indbyggere.
På politistationen i Slagelse kan stationsleder Peter Compen nikke genkendende til tallene, som han selv får præsenteret løbende.
- Det er korrekt, at Slagelse ligger ret højt i statistikken, hvilket er trist. Dog skal man være opmærksom på flere ting: Folk vil fx ikke længere finde sig i at blive truet, og dermed kommer der langt flere anmeldelser end tidligere. Ved sager om skilsmisser og hustruvold er det ikke længere flovt at anmelde sagen - hvilket er godt, så vi kan få gjort noget ved det, siger Peter Compen.
- Hvad vil du sige til fx ældre mennesker, som er bange for at gå ud alene om aftenen?
- Det behøver de ikke være bange for. Går man en tur alene eller sammen med en, er chancen for at blive voldsoffer minimal. Der, hvor volden sker, er i værtshusmiljøet - når folk får noget at drikke og ser ondt på hinanden, fortæller han.