Venslev: Lørdag den 30. november skærpes konkurrencen inden for byggemarked og trælast på Sjælland fra morgenstunden, når den jysk ejede kæde Davidsens Tømmerhandel åbner sit byggemarked og trælast i Venslev ved Skibby. Det oplyser Davidsens Tømmerhandel i en pressemeddelelse.
Davidsen Tømmerhandel overtog H.C Handelscenters byggemarked og trælast den 1. oktober, og ifølge pressemeddelelsen vil den nye ejer markedsføre sig i hele området, der udgøres af trekanten mellem Holbæk, Hillerød og Roskilde med ugentlige tilbudsaviser.
- Med åbningen tager vi endnu et skridt mod vores mål om at dække hele Danmark. Venslev bliver den 10. afdeling af Davidsens Tømmerhandel - som er Danmarks femte største byggemarkeds- og trælastkæde med afdelinger i Jylland, på Fyn og nu også på Sjælland, siger Tonny Jørgensen, som er chef for afdelingen i Venslev og bor privat i Frederikssund.
- Vi ser frem til at komme tættere på mange kunder på Sjælland. Davidsens Tømmerhandel har hidtil dagligt sendt to lastvognstog med byggematerialer fra Jylland til Sjælland - i alt 400 tons om måneden, oplyser Tonny Jørgensen.
Der er på nuværende tidspunkt ansat 40 medarbejdere i butikken, men der søges efter endnu flere nye medarbejdere, og butikken forventer, at medarbejderskaren inden for et års tid vil overstige 50.
