Uenighed om valgnatten i Hillerød

Jens Berg Thomsen;Mette Dolmer Thygesen

Forløbet omrkring valgnatten i Hillerød har været vidt og bredt diskuteret. Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har alle givet udtryk for en illoyalitet fra Dorte Meldgaards (K) side over for det valgforbund, de fire partier indgik sammen med Liste P.

Men den mangeårige borgmester i Skævinge og tidligere byrådsmedlem i Hillerød Finn Hansen (K) siger oven på valget:

"Et teknisk valgforbund har ikke bundet nogen op på noget som helst. Det går ud på, at alle stemmer, der er borgerlige, ikke går til spilde. Men der er ingen, der har skrevet under på, at Klaus Markussen skulle være borgmester."

Men hvad skete der op til præsentationen af Dorte Meldgaard? Ifølge Venstres formand, Henning Andersen, holdt den borgerlige lejr (V, DF, LA og K) et møde kort efter det endelige resultat.

"Alle partier i valgforbundet mødtes, og Klaus Markussen sagde, at vores valgforbund havde et flertal. Klaus var indstillet på en så bred konstituering som muligt, gerne med flere end de, der var i lokalet. Han sagde også, at han gerne ville stå i spidsen for forhandlingerne," siger Henning Andersen.

Alle på nær de Konservative indvilgede ifølge Henning Andersen. Dorte Meldgaard bekræfter, at hun holdt møde med V, DF og LA inden midnat.

"Vi forhandlede med dem, og så forhandlede vi med nogle andre. Der er forskellige opfattelser af, hvad der er sket hvornår. Men jeg mener også, det er lukkede forhandlinger og jeg har ikke lyst til at gå ind i en debat om, hvad der skete," siger Dorte Meldgaard.

Dansk Folkepartis Peter Lennø fortæller også om møder inden midnat.

"Alt gik stærkt. Vi havde en base sammen med Venstre og Liberal Alliance. Vi snakkede med Tue Tortzen (Fælleslisten), Christina Thorholm (R) og så Dorte Meldgaard. De var inde hver for sig og snakke konstituering med os. Problemet var, at ingen vidste, hvem der var valgt ind i byrådet," siger Peter Lennø.

Efter resultatet lå klart før klokken 23, holdt Dorte Meldgaard en pause i alle forhandlinger, fortæller hun.

"Jeg syntes, det var vigtigt at vide, hvem der var kommet ind, så vi holdt pause," siger Dorte Meldgaard.

Venstres formand Henning Andersen:

"De Konservative kom ind en gang til omkring midnat. De sagde, at de var i tvivl om, hvorvidt Dorte overhovedet var valgt ind. De ville vente med at forhandle videre, indtil de personlige stemmer er talt op. Så ventede vi i to timer på ingenting," siger han.

I timerne frem til at de personlige stemmer var talt op, så Hillerød Postens udsendte på valgaftenen flere gange Dorte Meldgaard snakke med borgmester Kirsten Jensen (S) og gruppeformand for Socialdemokraterne Louise Colding Sørensen. Imens var Venstres Klaus Markussen ofte inde i den såkaldte valgcafé, hvor en storskærm løbende viste resultater. Hvad der skete i de tre-fire timer frem til, at Dorte Meldgaard kunne kalde sig borgmester, er svært at stykke sammen. Men om forløbet siger Finn Hansen:

"Venstre blev tilbudt at støtte op om Dorte. De valgte ikke at støtte op andre end Markussen selv. Hvis man sidder og spiller kong smart for bordenden, vinder man ikke et valg. Det gør man ved at udvise ydmyghed. I Venstre tror man, at man kan te sig, som man vil. Men man må finde ud af, hvornår man har vundet, og hvornår man har tabt," siger Finna Hansen og kommer med en opfordring.

"Gå hjem og træn. Hvis man vil gå på vandet, må man vide, hvor bundgarnspælene er. Det er kun Jesus, der kan gå på vandet."

Venstreformanden Henning Andersen siger om afslutningen på valgaftenen:

"Der var to minutters møde tæt på klokken tre om natten, hvor den konservative formand Henning von Hauen kom ind og meddelte, at nu havde de lavet aftale med de andre. Vi spurgte ham, hvordan vi skulle forholde os til valgforbundet, hvorefter han trak på skuldrene og sagde, at nu er der en aftale. Derefter sagde han farvel."

Liberal Alliances Jonathan Nielsen, der kom i byrådet for første gang på valgnatten, opsummerer:

"Jeg er utroligt skuffet over, at Det Konservative Folkeparti ikke valgte at indgå i realitetsforhandlinger med deres partnere i det borgerlige valgforbund. I timevis holdt de os hen med røverhistorier og undvigende svar, mens de i virkeligheden forhandlede deres løftebrudsaftale med kommunisterne og folkesocialisterne på plads. Jeg håber, at partiet nu besinder sig og vender tilbage til forhandlingsbordet. "

Socialdemokraternes forhandler, Louise Colding fortæller om natten:

"Vi hev fat i Dorte, da resultatet lå klart. Det handler om at tælle til 14 og det kunne vi kun sammen med konservative. Derudover vil jeg helst ikke referere fra forhandlinger. Det er internt," siger Louise Colding. Dansk Folkepartis Peter Lennø endte også i kulden i stedet for at kunne være støtte for Klaus Markussen som borgmester.

"Det er jo politik, og vi ved det jo godt. Det vi er fortørnede over, at konservative nu to gange er løbet fra en aftale, første gang i 2009. Omvendt kan vi se, hvordan det går i Allerød og mange andre kommuner. Her i Hillerød er der ikke noget der svinger. Det er aftalt på aftenen. Vi har en periode nu, hvor vi er ærgerlige over det, der er sket. Det kommer vi over, og så starter vi på en frisk den 1. januar i det nye byråd," siger Peter Lennø.

Hillerød Posten har forsøgt at tale med borgmester Kirsten Jensen (S) og Klaus Markussen (V) inden denne artikel blev skrevet. Ingen har reageret på Hillerød Postens henvendelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...