Ore Strand Camping tager en tørn mere i 2023

Sådan kan sommerhusene komme til at se ud, men det er kun et forslag. Sommerhuset er arkitekttegnet af KISS Development.

Sådan kan sommerhusene komme til at se ud, men det er kun et forslag. Sommerhuset er arkitekttegnet af KISS Development.

Det var meldt ud klart og tydeligt, at 2022 blev det sidste år med campingplads på Ore Strand. Hans Jørgen og Marianne Weidick ville ikke mere, og de søgte om at kunne udstykke grunden til sommerhuse.

Alligevel tager parret et år mere. Campingpladsen åbner 1. maj for turister, der kommer i telt eller campingvogne, og hytterne er også åbne. Derimod er det helt slut for fastliggerne.

- Flere af dem har solgt deres vogne, og det ville være et helt forkert signal at sende at tage nye ind, mener Hans Jørgen Weidick.

En anden ændring er, at kiosken lukker.

- I højsæsonen sælger vi ikke meget andet end cigaretter og is. Det er der ingen penge i set i forhold til alle de mange timer, vi plejer at holde åbent. Så må vi arbejde på en løsning på, hvordan turisterne får lidt morgenbrød og en is, når solen skinner, siger Weidick.

Lokalplan

I halvandet år har han arbejdet på at få lavet en lokalplan, der giver mulighed for at opføre sommerhuse. Han vil gerne sælge grunden som en campingplads, men det er tvivlsomt, om nogen vil drive Ore Strand Camping videre. Den er for lille, og der er ingen mulighed for udvidelse, da campingpladsen er omgivet af bebyggelse.

Lokalplanen har været i høring fra 20. januar til 19. februar, og 30. marts blev den endelig vedtaget. Der har ingen modstand været fra naboerne eller andre, og planen gik glat igennem.

Lokalplanen giver mulighed for 19 sommerhuse, der hver især ikke må overstige 120 kvadratmeter, og bebyggelsesprocenten må højst være 15 procent.

Området ned mod vandet bliver et fællesområde, der ikke bygges på. Det ligger også inden for strandbebyggelseslinjen, så bygninger udover det gamle gulstenshus på 25 kvadratmeter, der allerede ligger der, er et no-go.

Faktisk går strandbeskyttelseslinjen højere oppe, og det betyder, at det ikke er tilladt at bygge på en del af de seks første grunde fra vandet.

Investorer søges

Nu, hvor lokalplanen er på plads, giver det ro i maven til at fortsætte driften af campingpladsen, indtil de rette investorer dukker op.

- Vi vil helst have, at det er lokale investorer. Men nu må vi se, hvem der melder sig, konstaterer Hans Jørgen Weidick.

Hvad der sker videre, vil han ikke tænke så meget på nu. Campingpladsen kører videre, og så vil ægteparret evaluere ved sæsonafslutningen.

Camping i Præstø

Selv når Ore Strand Camping bliver solgt, vil de fortsætte med at drive den lille campingplads i Præstø.

- Vi kan bo der, eller vi kan bo i vores hus i Nordsjælland, siger Hans Jørgen Weidick, der tager situationen med stoisk ro.

Flere af dem har solgt deres vogne, og det ville være et helt forkert signal at sende at tage nye ind.

Hans Jørgen Weidick, lejrchef på Ore Strand Camping
Foto: Claus Vilhelmsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...