drusse
"Højt at flyve, dybt at falde." Personer der er gået ned med stress fortæller malende om det tunge fald fra højdernes tinde, men måske er der slet ikke grund til at gå helt ned med flaget.
Torsdag den 31. oktober fra klokken 19 til 21.30 holder Rødovre Sundhedscenter i samarbejde med psykolog Mikkel Gradert en workshop om stress med særligt fokus på, hvordan man kan forebygge og reducere stress i kroppen.
Hver femte borger 'Stress' er et populært udtryk, som vi danskere ofte bruger i vores hverdag, når vi har travlt. Men der kan være stor forskel på at være stresset og have travlt. Stress kan mærkes i kroppen, og hvis man føler, at ens krop reagerer anderledes end den plejer på travlhed, kan det være symptomer på stress. Den følelse er der alt for mange i Rødovre der har, uden at gøre noget ved den, inden det er for sent.
"Næsten hver femte borger i Rødovre Kommune har et for højt stressniveau. Derfor er det vigtigt, at borgerne ved, hvordan de skal læse kroppens tegn på stress. Hvis du kender dine signaler på stress, kan du forebygge stress. På den måde kan vi nå at hindre at stressen udvikler sig til alvorlige fysiske eller psykiske sygdomme," siger forebyggelseskonsulent, Marianne Hallberg.
Dårlig søvn Symptomer på stress kan eksempelvis være dårlig søvn, angst, forhøjet puls, irritabilitet og spændinger i nakke, ryg og skuldre. Stress er ikke en sygdom, men vedvarende og langvarig stress kan være en risikofaktor for at udvikle helbredstruende problemer.
For at vi bedre kan tackle stress i hverdagen, er det derfor relevant at få en bredere fysiologisk forståelse af stress. Til work- shoppen i sundhedscenteret vil psykolog Mikkel Gradert indføre dig i stressens anatomi og give dig konkrete redskaber til at håndtere stress i din hverdag.
Symptomer på stress
• Fysiske symptomer: Hjertebanken, hovedpine, svedeture, indre uro, mavesmerter, appetitløshed, hyppige infektioner, forværring af kroniske sygdomme.
• Psykiske symptomer: træthed, ulyst, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, rastløshed, dårligt humør.
Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Stressklinikken på Arbejdsmedicinsk
Klinik på Hillerød Sygehus.
Arrangementet
• Workshop i Rødovre Sundhedscenter om stress ved psykolog Mikkel Gradert
Torsdag den 31. oktober kl. 19.00-21.30
• Workshoppen henvender sig til borgere i den erhvervsaktive alder og også sygemeldte borgere, arbejdssøgende og borgere i skilsmisse.
• Der er begrænsede pladser til workshoppen, så derfor er det nødvendigt at tilmelde sig gennem Rødovre Sundhedscenter på telefon 3637 8190 eller e-mail sundhedscenter@rk.dk.
