Harald Nyborg åbner butik i Frederikssund

Harald Nyborg åbner en splinterny butik i Frederikssund. Her har detailgiganten lejet sig ind på 2150 kvadratmeter centralt i byen, hvor udlejningen af ejendommen blev formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland. Foto: EDC Poul Erik Bech

Harald Nyborg åbner en splinterny butik i Frederikssund. Her har detailgiganten lejet sig ind på 2150 kvadratmeter centralt i byen, hvor udlejningen af ejendommen blev formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland. Foto: EDC Poul Erik Bech

Harald Nyborg åbner meget snart en 2150 kvadratmeter stor butik centralt i Frederikssund.

Det fortæller EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, der har formidlet udlejningen.

Arne Gerlyng Hansen er direktør i Harald Nyborg, og han forklarer ankomsten til Frederikssund sådan:

- Vi har undersøgt mulighederne for at etablere en butik i Frederikssund i en længere periode. Baseret på en større postnummerundersøgelse blandt vores kunder kan vi se, at vi i Frederikssund kommer tæt på en markant kundegruppe. Så skal kunderne ikke køre så langt for at handle hos os, og vi er glade for, at der opstod en mulighed for at leje os ind på Falkenborggården 4.

Arne Gerlyng Hansen medgiver, at det er en lidt uvant placering for Harald Nyborg.

- Normalt bygger vi en Harald Nyborg butik på en bar grund lidt uden for centrum, men ejendommen i Frederikssund passer fint til vores behov. Nu får vi en lidt anderledes Harald Nyborg inde i en by, og derfor ikke som boksbutik, som kunderne ellers har været vant til at se.

- Det er vi selvfølgelig spændte på, men vi ser et stort potentiale og ser frem til at kunne byde kunderne velkommen, når vi åbner dørene op i løbet af september. Indtil da undergår lokalet en mindre renovering og optimering, siger han.

Rivende udvikling

I "Den gamle Kvickly" flytter Harald Nyborg ind som nabo til FitnessWorld i et område af Frederikssund, der med EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjællands ord er “i rivende udvikling”.

Jacob Lunding, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, har bistået med udlejningen af ejendommen. Han er glad for at have hjulpet udlejer Mads Søndergaard med en god udlejning af et attraktivt detaillokale centralt i Frederikssund.

Mads Søndergaard er også tilfreds:

- Vi er meget tilfredse med at få Harald Nyborg ombord i ejendommen, hvor de passer rigtig godt ind i vores lejemix. Vi ville gerne have en lejer, der kunne trække nogle kunder til, og det ønske opfylder Harald Nyborg i høj grad. De skaber ikke alene værdi til ejendommen, men også til hele byen, siger han.

51 butikker

Harald Nyborg blev grundlagt i 1904 og er en dansk, familieejet butikskæde, der forhandler værktøj, elektronik, haveudstyr og meget mere fra sine i alt 51 lokationer i Danmark.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...