Den 14. november 2021 vil for altid stå som en trist dag for Layla Rahim. Det var den dag, hendes 18-årige søn Milan Rahim blev ramt af et alvorligt knivstik, så han mistede livet to dage senere.
Hun husker tydeligt dagen. Milan Rahim og hans tre venner skulle ud og lave en musikvideo og spise noget mad sammen. Men sådan gik dagen slet ikke.
- De havde glædet sig hele ugen. Han var hjemme hos min far, og min far var den sidste, der talte med Milan. Milan havde lovet ham at være hjemme tre timer senere, og han så ikke ud som en, der skulle ud og slås, fortæller Layla Rahim.
Skulle tale med Milan
Hun skulle tale med sin søn og ville møde ham hos sin far. Men da hun kom frem, var han lige taget af sted for at være sammen med sine venner. Layla Rahim kunne mærke, at noget var galt, selvom hun ikke kunne sætte en finger på, hvad det var.
- Jeg havde en virkelig dårlig fornemmelse den dag. Efter jeg havde været hos min far, tog jeg ned i Fakta, men jeg købte ikke noget. Jeg stod bare og græd på grund af min dårlige fornemmelse. Jeg gik ud og satte mig i bilen. Og i bilen fik jeg et opkald om, at der var sket noget. Var jeg bare kommet 10-20 minutter før, så havde jeg nået at snakke med ham, fortæller Layla Rahim, der med egne ord fløj af sted til Rigshospitalet.
- Man ved godt, det er slemt, når han ryger derind. Ellers var det jo bare skadestuen på Glostrup eller Hvidovre Hospital, siger hun.
Plejer at være nervøs
I retssagen kom den frem, at en 21-årig ven hentede Milan Rahim på Parkvej i Taastrup. Derefter hentede de også Mads Vestergaard for til sidst at hente Adam Kayed, som er dømt for ved en p-plads nær Høje Taastrup Station at true Hunar Salimi, som drengegruppen senere stødte sammen med på Cederlunden, hvor Milan Rahim blev hårdt såret af knivstik.
- Jeg ville ønske, at de slet ikke skulle hente Adam. Hver dag tænker jeg på, om jeg kunne have gjort noget andet. Jeg plejer at være nervøs, når han går ud i weekenden. Men det her var en søndag eftermiddag, så jeg tænkte ikke rigtig, at der kunne ske noget, siger Layla Rahim.
Hun fortæller, at hun altid har prioriteret at have sin søn tæt på sig. Han ville gerne have sin egen frisørsalon og klippede sine venner og mange andre. Det skete i et skur i haven.
- Jeg havde isoleret skuret, sat et spejl og en stol derud, så han kunne have sin egen salon, hvor han klippede sine venner. Milan skulle være i nærheden, så kunne jeg holde øje med, hvem der kom og gik, fortæller Layla Rahim.
Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.
Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9976