Nyt brasserie serverer alt på et bræt

Dennis Ochmann i toppen er kokken, mens brødrene Lars og Jacob Printz forrest er bagmændene bag byens nye spisested, Ochmanns Brasserie Øl og Vinbar.

Dennis Ochmann i toppen er kokken, mens brødrene Lars og Jacob Printz forrest er bagmændene bag byens nye spisested, Ochmanns Brasserie Øl og Vinbar.

I ugevis har man kunnet følge med i, hvordan facaden på det over 200 år gamle værtshus, Café City, i Nørregade er blevet malet sort og trappen op til døren er blevet fornyet. Da de store vinduer blev blotlagt igen og store, flotte lyskupler i loftet kom til syne, fornemmede man hurtigt, at det gamle, brune værtshus nu er en saga blot og har skabt plads til byens nye spisested, Ochmanns Brasserie Øl og Vinbar.

Ejendommen på torvet er ejet af familiefirmaet Printz Ejendomme, som Jacob og Lars Printz er medindehavere af. Og da Café City opsagde lejemålet, besluttede brødrene hurtigt, at de selv ville overtage lokalerne.

- Vi vidste, at vi skulle have en fagmand ind. I forvejen kendte vi Dennis Ochmann, fordi vores døtre spiller håndbold sammen, og spurgte ham, om han havde lyst til at være med, fortæller Jacob Printz.

Kokken er fra Kommandanten

- Det var jeg med på, for jeg havde i forvejen ideen til stedet, smiler Dennis Ochmann, der har boet i Ringsted i 16 år og er uddannet kok på den tidligere Restaurant Kommandanten i Københavns indre by, som var den første restaurant i landet, der blev tildelt to stjerner i Michelinguiden.

- Vi havde alle tre ting, økonomien, den faglige viden om maden og så byggeriet, som mit tømrerfirma har stået for, supplerer Lars Printz.

Han fortæller, at der var noget at gå i gang med, efter der havde været ’brunt værtshus’ i over 200 år.

- Loftet var det værste. Det har vi grundet seks gange, siger Lars Printz med et skævt smil.

Indrettet i klassisk stil

Når Ochmanns Brasserie Øl og Vinbar slår dørene op i morgen, vil de tidligere stamgæster fra Café City ikke kunne genkende stedet. Det er nemlig blevet renoveret fra top til tå og er nyindrettet i klassisk stil med hvide vægge med store fotografier på, der er taget af Dennis Ochmanns ven, filmfotografen Jacob Møller. Langs med væggene er der bygget nye bløde, sofabænke betrukket med olivengrøn velour, mens paneler, træværk og den nye bar er malet i den kendte københavnergrønne farve.

På bordene ligger menukortene, hvor man kan vælge mellem månedens tre-retters menu og ’Alt på et bræt’, der er Dennis Ochmanns bud på tapas, som kommer hele vejen rundt. Og i baren skinner de otte ølhaner, hvor der er pilsner og classic øl i, mens der tappes øl fra lokale bryggerier fra de seks andre.

- Vi syntes, at der manglede et spisested i byen efter vores ganer, og vi har prøvet at ramme noget dansk/fransk mad med et tvist, for vi er ikke ude på at kopiere andre i byen, forklarer Dennis Ochmann, mens Jacob Printz nikker og tilføjer:

- Det er god mad til fornuftige priser.

Kom til landskamp i vin

Det er Dennis Ochmanns plan, at menukortet skal skifte hver måned, og at der hver måned skal være arrangementer, som landskamp i vin mellem Frankrig og Italien!

- Det er vores første event, griner Dennis Ochmann, og forklarer, at gæsterne vil få serveret fem retter mad med vin fra hvert land. En vinsommelier vil forud for hver ret fortælle om vinen, der bliver serveret, og til sidst stemmer gæsterne om, hvilket land der vinder landskampen.

- Dennis har mange gode ideer til arrangementer, nikker Jacob Printz anerkendende og fortæller, at byens nye spisested, der har plads til 44 gæster indendørs, især henvender sig til det voksne publikum.

Til sommer vil der også være udendørsservering, som trioen ser frem til, selv om Café Skema er deres nabo.

- Jeg er ikke bekymret for, at Skema ligger ved siden af og også har udendørsservering. Det vil bare samle folk, mener Lars Printz, mens broderen supplerer:

- Vi tror på, at der vil blive skabt en masse atmosfære her på torvet. Der er jo eftermiddags- og aftensol. Jeg håber, at vi har været med til at skabe noget, der også vil give byen noget.

Foto: Nikolaj Kennov Rasmussen
Foto: Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...