Faxe Ladeplads: 553 kvadratmeter kultur- og forsamlingshus. Til den nette sum af 140.000 kroner. Og så lige midt på Hovedgaden! Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt for Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening. Men det er ikke desto mindre dén sandhed, der bød sig for foreningen tidligere på sommeren:
- Jeg kunne ikke få armene ned, da jeg fik at vide, at vi faktisk havde fået huset til den pris, vi havde budt. Det er vi meget begejstrede for, fortæller foreningens formand Bent Bertram, da vi besøger det stadig kun halvfærdige kulturhus.
Men hvordan kan et, nuvel ældre, men stadig kæmpestort hus dog købes til en så forsvindende lille sum? vil nogle måske gerne vide.
- Jamen det var kommunen, der ejede bygningen før - hvor de havde døgninstitutionen »Bo og Beskæftigelse Vest«. Og da de så gerne ville fraflytte stedet, stod kommunen et eller andet sted med en stor tom bygning, som de ikke kunne bruge til noget.
- Så mit bud er, at det er derfor, at de er gået med til den pris. Men vi er meget taknemmelige i hvert fald, lyder det fra Bertram.
Borger- og Erhvervsforeningen har som udgangspunkt ikke en masse penge stående til at købe det ene eller det andet, men gennem en række folkeaktier havde man i forsommeren 150.000 kroner stående - penge med hvilke det altså lykkedes at erhverve sig den gamle, men flotte bygning i Hovedgaden. En bygning, som blev bygget i 1893, og som rent faktisk startede med at være, ja, Faxe Borger- og Erhvervsforenings.
Læs meget mere i DAGBLADET og Sjællandske.