Vi er glade for, at vores indlæg om Storcenteret i Hillerød har skabt en debat. Mange har henvendt sig til Venstres Ungdom omkring det kommende Storcenter, men mange af dem som har henvendt sig, har tit vist sig at have misforstået processen og beslutningsgrundlaget for det kommende storcenter.
Når vi snakker om det kommende storcenter, så snakker vi om et 39.000 kvadratmeter storcenter, hvor de 2.000 kvadratmeter skal være torvehaller. Det er ikke hele storcenteret, der skal være torvehaller, blot de 2000 m2. Så bygherres 400 millioner investering afhænger ikke af kaffe, appelsiner, eller fisk, som Stig Deichmann argumenterer, men derimod af de resterende 37.000 m2 som indeholder andet end torvehaller.
Men når man tror at disse torvehaller kommer til at ødelægge bymidten, så stiller Venstres Ungdom sig kritisk, da bygherre har fået pålagt en begrænsning på de varegrupper, der må sælges i det nye storcenter. Du kan ikke købe bleer, gær, mælk, eller toiletpapir i det nye storcenter, det skal du stadig købe nede i midtbyen. Bygherre er ligeledes forhindret i at lave dagligvarebutikker såsom Kvickly, eller i fremtiden lave torvehaller om til egentlige dagligvarecentre. Så vi stiller spørgsmålet; hvad er det som skader bymidten, når de ikke oplever en fuld konkurrence fra storcenteret?
Vi er ligeledes meget bekymret over, at mange har en opfattelse af, at alle kommer til Hillerød for at handle ind. Det er desværre forkert. Vi ved fra den ICP rapport, der er blevet udarbejdet til Hillerød Kommune, at Hillerød er røget ned på den regionale handelsrangliste, da Lyngby Storcenter, Sillebroen i Frederikssund osv., har formået at tiltrække handlende fra hele regionen, selv handlende fra Hillerød. Venstres Ungdom er ikke så snæversynede som andre partier, hvor vi tror at alt er fryd og gammen, hvor alle i Hillerød handler i bymidten. Der er jo ikke kæmpe murer omkring Hillerød Kommune, der holder alle de handlende inden for kommunegrænsen.
Det er fakta, at vi har mistet vores regionale handelsposition, som vi i Venstres Ungdom er meget utilfredse med. Vi elsker vores by, men vi er nødsaget til at få gjort noget konkret, så vi ikke mister vores handelsposition helt. Derfor er vi overbeviste om, at et nyt storcenter vil tiltrække handlende fra hele regionen, samt skabe mere konkurrence i byen, som i sidste ende kun er til gavn for os, der handler i Hillerød. Alle partier i byrådet har stemt for det nye storcenter, selv SF, som i dag er imod storcenteret og vil have almen boliger eller nyt skovområde på grunden. Storcenteret kommer til Hillerød, det er en realitet, det er blot 2.000 m2 bygherre og byrådet ikke kan blive enige om, men som vi håber vil blive løst hurtigst muligt.
Vi kan oplyse, at Venstre, sammen med de Radikale og de Konservative, stillede et forslag ved sidste behandling i byrådet, som var positivt indstillet over for torvehaller i det nye storcenter, så længe det juridiske omkring torvehaller var på plads, så det ikke blev til egentlige dagligvarebutikker.