Torsdag eftermiddag forud for kommunalbestyrelsens møde i Fennebergsalen på Stadsbiblioteket havde brugere og støtter af Rustenborghuset sat hinanden stævne på biblioteket. Bevæbnet med papskilte med påskriften “Motion”, “Socialt samvær” og “Livskvalitet for seniorer” var de mødt op for at vise deres utilfredshed med forslaget om at fratage ældreklubben sit kommunale driftstilskud. Et spareforslag, der lige nu er er sendt i høring sammen med en række andre forslag, der skal få 2023 budgettet til at hænge sammen.
Kommunalpolitikerne måtte igennem gruppen af demonstranter, der havde taget opstilling foran døren til salen. Og fremmødet var så stort, at borgmesteren overfor en af borgerne spurgte om det rent faktisk var en demonstration for i så fald, skal den slags anmeldes til politiet.
Protesten foregik dog i god ro og orden uden ordensmagtens indblanden, og der blev hverken kastet med ting eller råbt ukvemsord. Men en hvis grad af civil ulydighed blev det til med et taktfast råb:
“Vi vil leve, vi vil leve”.
I takt med at kommunalbestyrelsesmedlemmerne havde fundet deres plads i salen fulgte en del af demonstranterne også med ind. Det talstærke fremmøde betød at de de sidst ankomne måtte nøjes med ståpladser.
Her startede spørgetiden med, at Marianne Palner på vegne af brugerne af Rustenborghuset overrakte borgmesteren de mere end 400 underskrifter, der er samlet ind de seneste uger i protest mod forslaget om at sløjfe det kommunale driftstilskud til Rustenborghuset.
Selv om spørgsmålene fra tilhørerne mest af alt var partsindlæg om, hvor glade brugerne er for huset og de mange aktiviteter. Så kunne det koges ned til:
“Hvorfor vil i ødelægge noget, som så mange er så glade for og som holder os mentalt og fysisk friske og glade?”
Borgmester Sofia Osmani påpegede, at det ikke var et ønskescenarium for nogen kommunalpolitikere at skulle spare. Men at det lige nu er bydende nødvendigt i forhold til, at få kommunens økonomi på ret køl. Og hun opfordrede de utilfredse borgere til at indgive deres høringssvar, og møde op til debat på biblioteket den 26. april, hvor der vil være et arrangement i forhallen på biblioteket, forud for behandlingen af de aktuelle spareforslag, der finder sted til maj.
Diskussionen i spørgetiden kom også til at handle om nedlæggelsen af medborghuset i Lundtofte, der også har vakt en del debat, fordi der er også her er en gruppe af pensionister, der har indrettet sig med aktiviteter.
Efter godt en halvtimes tid måtte borgmesteren skære igennem og lukke for flere spørgsmål og svar fra borgere og politkerne, så de kunne tage hul på det ordinære kommunalbestyrelsesmøde. Og så forlod seniordemonstranterne Fennebergsalen. Men det er utvivlsomt ikke det sidste vi hører fra Rustenborghusets engagerede brugere.
Baggrund
RustenborgHuset er en selvejende institution der har indgået driftsoverenskomst med Lyngby-Taarbæk Kommune og modtager driftstilskud. Medlemstallet ligger på omkring 500. Huset bliver drevet af tre fastansatte og en 12-timers fleksjobber samt et hav af frivillige. Det har til formål at lave sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter, der bidrager til samvær og livskvalitet for pensionister og efterlønsmodtagere i kommunen.
Årsagen til at Rustenborghuset nu er i fare for at blive ramt af sparekniven er, at kommunens økonomi er under pres. Borgmester Sofia Osmani peger på inflationen, stigende udgifter til de handicappede, flere ældre og krigen i Ukraine, som årsager til den pressede kommunekasse.
Budgettet for 2023 skal beskæres med små 30 mio. kroner. Og næste års budget med 72 mio. kroner.
Besparelserne i fagudvalgene kommer til at tage sig af godt 20 mio. kroner på dette års budget, mens Økonomiudvalget – med blandt andet ansvar for administration og ejendomme – forventes at tegne sig for de resterende 10 mio. kroner.

Onsdag d. 26. april, kl. 16.00-17.00 på Stadsbiblioteket
Onsdag den 26. april kan alle interesserede komme forbi til en snak med repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen på Stadsbiblioteket.
Du kan tale med politikere om besparelsesforslagene for Budget 2023 inden Økonomiudvalgets møde samme dag. Der er ikke tale om en paneldebat, men at Økonomiudvalget og evt. andre medlemmer af Kommunalbestyrelsen vil være til rådighed for en dialog i Foyeren. Alle er velkomne til at drøfte synspunkter på forslagene til besparelser.




