Altopalato betyder høj gane på italiensk, forstået som god smag.
Og det er lige netop dét, det handler om for Rolando Orsi og Romano Erculiani, de to indehavere af den italienske restaurant på Duntzfelts Allé. Den gode smag af hjemmelavet mad, som den tilberedes og nydes hjemme i Norditalien, hvor de to 'gamle' venner er vokset op. Endda i samme by, Toscolano Maderno ved Gardasøen.
"Vi har kendt hinanden, siden vi var drenge, og vi startede i branchen som 12-13-årige. Hver sommer arbejdede vi på restauranter i vores hjemby, og det blev efterhånden vores levevej. I dag har vi over 70 års erfaring tilsammen", fortæller Rolando, som har sit primære fokus rettet mod maden, mens Romano er vineksperten.
Foruden god mad er den uformelle stemning vigtig for de to.
"Det er vores ønske, at vores gæster kan slappe af og nyde maden. Altopalato er nok mere et trattoria end en ristorante. Men sidder tæt hos os, som familierne gør det på trattoriaet i Italien", siger Rolando og Romano supplerer:
"Vi tager selvfølgelig en ren hvid skjorte på, når vi serverer, men vi bærer for eksempel ikke butterfly".
Altopalato serverer traditionelle retter fra det nordlige Italien som ossobuco, langstegt kanin og gedekid. Og naturligvis alle klassikerne inden for antipasti, pasta og dolce.
Langt de fleste gæster vælger en af husets menuer, som skifter hver dag, tilberedt af køkkenchefen Giuseppe Mandaglio og hans tre kolleger. Alle fire er kokkeuddannede og italienere, understreger de to indehavere. Den ægte vare.
Den 4. september kunne de ønske hinanden tillykke med de første 16 år som kompagnoner på Altopalato. I årene inden drev Rolando restauranter i både Italien og Danmark, og Romano arbejdede på en række toprestauranter i både Europa og USA.
"Jeg var meget glad for at arbejde på en Michelin-restaurant i Dublin, da Rolando ringede og sagde, at han havde brug for mig. Jeg valgte at hjælpe min ven, og her sidder vi - 16 gode år senere", smiler Romano.
Fødselsdagen fejres frem til 25. september med en særpris på femretters menuen.
Se mere på www.altopalato.dk