Danske Banks afdeling i Albertslund flytter nu til Glostrup. Sidste åbningsdag i Albertslund Er fredag den 15. November i år.
"Det skal komme kunderne til gode i form af flere rådgivere samlet på ét sted og sikre fortsat kvalitet i rådgivningen", forklarer Jane Christensen, filialdirektør i Danske Bank Albertslund Afdeling:
"Kravene til rådgivernes faglige kompetencer er større end nogensinde - og de bliver ikke mindre i fremtiden. Ved at lægge afdelingerne sammen styrker vi kompetence- og rådgivningsmiljøet i vores afdeling i Glostrup til gavn for kunderne".
Halvdelen af medarbejderne fra Danske Bank i Albertslund flytter med til Glostrup, der fra den 18. november består af 34 medarbejdere. Den anden halvdel skal videre til andre job i koncernen, mens filialdirektør Jane Christensen selv fortsætter i Danske Bank i Roskilde.
Hun oplyser, at der i øjeblikket arbejdes på at finde en placering til pengeautomaten i Albertslund, så det fortsat bliver muligt at hæve kontanter. Samtidig kan Danske Banks privatkunder også stadig hæve og indsætte penge samt betale regninger i den lokale postbutik i Føtex.
Kunderne gør det selv
Den teknologiske udvikling er en anden årsag til sammenlægningen. Over en million danskere benytter i dag Danske Banks digitale løsninger til computer, smartphone og iPad - i stedet for at komme i den lokale bankfilial.
"Selv om vi sammenlægger afdelinger, er vi stadig meget nemme at komme i kontakt med, og vi har gjort det nemt selv at ordne sine daglige bankforretninger. Vi har markedets bedste og mest brugervenlige løsninger til computer, smartphone og iPad, og vores kompetente kundelinje Danske Direkte er også åben for telefonopkald døgnet rundt om alt, der har med Danske Bank at gøre", fortæller Jane Christensen. Og som noget nyt er banken begyndt at tilbyde netmøder, oplyser hun og uddyber:
"Med netmøder får kunderne den samme personlige rådgivning hjemme i stuen eller på arbejdet, som vi kender fra afdelingen eller på telefonen. Det er blot endnu en måde at være i kontakt med os på - kunderne vælger selv den form, der passer dem bedst. Ønsker de et fysisk rådgivningsmøde i afdelingen, er de selvfølgelig altid velkomne".
Danske Bank er den første bank i Danmark, der gør det muligt at dele skærm online med kunden og vise, hvad ændringer i eksempelvis boligberegninger og pensionsfremskrivninger betyder for kundens økonomi. Netmøderne kræver ingen installation på computeren. Det eneste, man behøver, er en computer med internetforbindelse, netbank og en telefon.