Endeligt vedtaget: Børnehus lukker

Bygningerne, som Lendemarke Børnehus bruger i dag, skal enten frigøres til andre kommunale formål eller sælges. Foto: Lene C. Egeberg

Bygningerne, som Lendemarke Børnehus bruger i dag, skal enten frigøres til andre kommunale formål eller sælges. Foto: Lene C. Egeberg

På kommunalbestyrelsesmødet onsdag aften faldt hammeren som ventet over Lendemarke Børnehus, der med en beslutning fra en enig kommunalbestyrelse lukker per 1. august.

Til gengæld overlever to andre institutioner, Børnehuset Æblehaven og Børnecentret Lærkereden, indtil videre.

Beslutningen er en udløber af, at Vordingborg Kommune sidste år igangsatte en analyse af kapaciteten på dagtilbudsområdet, hvor antallet af ledige pladser overskred antallet af børn i kommunen.

Med lukningen af Lendemarke Børnehus mener kommunen nu, at kapaciteten er tilpasset behovet, men situationen for Æblehaven og Lærkereden er altså stadig uafklaret. Dem var der nemlig i første omgang også lagt op til en lukning af, men man har fra kommunens side erkendt, at en alternativ løsning er nødvendig for ikke at efterlade de to områder uden pasningstilbud. Derfor skal det i de kommende måneder undersøges, hvordan man i stedet kan etablere naturtilbud eller et andet lokalt tilbud.

For Æblehavens og Lærkeredens vedkommende vil sagen derfor blive genoptaget senest ved årets udgang, men for Lendemarke Børnehus’ vedkommende bliver der nu med sikkerhed lukket ned.

Medarbejdere og forældre til børn i børnehuset er blevet orienteret og vil frem til 11. maj kunne ønske henholdsvist et nyt arbejdssted og et nyt dagtilbud til deres børn. Administrationen vil “i videst muligt omfang” forsøge at imødekomme disse ønsker, lyder det i en pressemeddelelse fra Vordingborg Kommune.

Bygningen som Lendemarke Børnehus for nuværende har til huse i, skal frigøres til andre kommunale formål eller sælges.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...