Roskilde: Den bedste beslutning, som Kaj Sunddal har truffet i sin tid som direktør for Spar Nord Roskilde, var at flytte. I foråret 2011 lukkede filialerne på Køgevej og i Himmelev, og senere på året kom turen til Jyllinge. I stedet blev medarbejderne samlet i et nyt bankhus på Københavnsvej, hvor Nybolig tidligere havde holdt til.
- Da vi flyttede herud, forsvandt de sidste dele af den gamle bank. Alt føltes nyt, og lige siden den dag har vi haft fremgang, fordi folk begyndte at tro på, at vi også ville være her i morgen, siger Kaj Sunddal.
Med »den gamle bank« hentyder han selvfølgelig til Roskilde Bank, fordi det var i kraft af den lokale banks kollaps, at Spar Nord fik fodfæste i Roskilde, da man for fem år siden overtog syv filialer på Sjælland.
- Da jeg kom til i 2010, var der stadig en reminiscens, men i dag hører vi ikke mere om Roskilde Bank. I dag er man Spar Nord, siger Kaj Sunddal og roser især medarbejderne.
- De var selvfølgelig kede af det, men de evnede at komme ind i arbejdet og har virkelig bidt til bolle. Faktisk er der kun tre-fire af de nuværende ansatte, som ikke har været med hele vejen. Det er imponerende, siger han.
