Omfattende kloakrenovering i Allerød i efteråret

Kloakrørene i den sydlige del af Lillerød er fra 1960'erne, og revner og fortæring gør, at de ikke længere fungerer optimalt.

"Når kloakledningerne er i dårlig stand, betyder det, at der kan sive kloakvand ud og forurene grundvandet. Der kan samtidig sive grundvand ind i kloakrørene, så vi kommer til at lede meget mere vand end nødvendigt til renseanlægget," siger Erling Sørensen, ingeniør ved Forsyningen Allerød Rudersdal A/S.

Efterårets kloakrenoveringer vil foregå i området mellem Lyngevej og Rådhusvej, afgrænset af Skyttealle, Vejgårdsparken, Nymøllevej og Motorvejen.

De beboere, der bliver berørt af kloakrenoveringen, får direkte besked i form af et brev.

Men det er ikke stærkt trafikerede veje, der er tale om, så renoveringen vil ikke skabe større trafikale problemer, og i forhold til støj, så vil arbejdet foregå

inden for normal arbejdstid.

"Vi gør naturligvis hvad vi kan, for at vores arbejde skaber mindst mulig gene for beboerne. Men det er et nødvendigt arbejde for, at borgerne stadig kan komme af

med deres spildevand på en fornuftig måde. Når vi er færdige med dette område regner vi til gengæld med, at der går omkring 20 år, før vi behøver at gøre noget

ved de ledninger igen," siger Erling Sørensen.

Ledningerne er udvalgt efter, at der er lavet tv-inspektioner i området.

Det vil sige, at der har været en robot med et kamera nede i kloakken, så man kan se, hvilken tilstand rørene er i.

Arbejdet med at inspicere de udvalgte områder er startet i slutningen af august, og entreprenørerne regner med at begynde renoveringen i midten af september.

Hele arbejdet forventes færdigt i begyndelsen af november.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...