13-årig forsvundet: Forløbet trin for trin

13-årig Filippa var iklædt et mørkeblåt joggingsæt, da hun forsvandt lørdag formiddag. Foto: Politi

13-årig Filippa var iklædt et mørkeblåt joggingsæt, da hun forsvandt lørdag formiddag. Foto: Politi

Søndag klokken 18.10

En sort bil er blevet beslaglagt af politiet fra adressen i Korsør.

Søndag klokken 17.51

To anholdte i forbindelse med Filippas forsvinden løslades igen, da der i politiets efterforskning ikke er nogle indikationer på, at de har noget med sagen at gøre.

Søndag klokken 17.29

Et bjærgningsfartøj ankommer til adressen i Korsør.

Søndag klokken 16.32

I et tweet meddeler politiet, at man har anholdt en 32-årig mand. Manden fremstilles i grundlovsforhør mandag.

Sjællandske følger sagen, og vil være til stede under grundlovsforhøret.

Søndag klokken 15

Det planlagte pressemøde bliver udskudt, da der er nyt i sagen. Kort efter går de på. Her fortæller Kim Kliver, at man har fundet Filippa i live, ligesom han fortæller, at man har anholdt en 32-årig mand.

Samtidig er der massiv udrykning til et villakvarter i Svenstrup nær Korsør knap 23 kilometer fra det afspærrede hus nær Kirkerup.

Politiet har endnu ikke bekræftet sammenhængen mellem tilstedeværelsen på de to lokationer.

Søndag klokken 13.13

Et nyt billede af Filippa offentliggøres.

Søndag klokken 13.07

I forbindelse med 13-årige Filippas forsvinden lørdag formiddag, har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi indkaldt til pressemøde. Det sker klokken 15.

Sjællandske følger pressemødet, og kommer løbende med opdateringer.

Søndag klokken 10.57

Politiet udsender en pressemeddelelse, hvor de skriver, at de nu arbejder ud fra, at der er sket en forbrydelse. De oplyser, at der er kommet mere end 600 henvendelser fra borgere, der har haft videooptagelser eller har meldt ind med oplysninger, som politiet nu er i gang med at undersøge.

- Vi ser på sagen med allerstørste alvor. Vi er faktisk meget bekymrede for Filippa, og arbejder nu ud fra en teori om, at der er begået en kriminel handling, siger Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har natten over ledt i området med mere end 20 hunde og et stor antal efterforskere og betjente generelt. Vi har allerede gennemgået en lang række henvendelser og en stor mængde videomateriale, for at bl.a. kortlægge Filippas færden op til hendes forsvinden. Derudover arbejder vores efterforskere med vidneforklaringer, de tekniske spor og generel bred efterforskning, siger politiinspektør Kim Kliver.

Søndag klokken 9.47

Et hus beliggende omkring to kilometer fra fundet af Filippas cykel, taske og telefon bliver afspærret. Politiet arbejder på stedet, og afspærrer området yderligere for pressen.

Desuden beder de om, at borgere holder afstand til stedet, så politiet kan arbejde.

Søndag klokken 06.38

På twitter skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, at man natten igennem har søgt efter Filippa med hunde, helikopter og flere forskellige indsatsstyrker.

Filippa er fortsat ikke fundet.

- Vi har natten igennem arbejdet intenst med de mange henvendelser og videoer, vi har fået ind. Og vi leder stadig med hunde i området og indsamler tekniske spor. Vi har stadig brug for at folk, der færdes i nærområdet, holder øje og gennemser deres videoovervågninger, skriver de.

Søndag klokken 06.00

I løbet af natten har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtaget hjælp fra Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og andre politikredse, som alle deltager i efterforskningen.

Søndag klokken 00.39

I et nyt Facebookopslag beder forældrene alle der ved noget om Filippas forsvinden om at henvende sig.

- Jeg er sønderknust og klar til tilgivelse når jeg kan genforenes med hende.

Lørdag klokken 23.00

Videomateriale er sikret, og politiet skal i løbet af natten se det igennem, men eftersøgningen fortsat er i gang.

Igen lyder opfordringen:

- Har du kørt i området - Kirkerup/Sørbymagle/Fuglebjerg idag og har set noget eller har dashcam i bilen - så ring 114.

Lørdag klokken 21.00

I et interview med TV2 opfordrer politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver endnu en gang til, at man sikrer videomateriale, hvis man har overvågning i området omkring Fuglebjerg og Sørbymagle, ligesom han opfordrer borgere til at henvende sig.

- Ingen henvendelser er for små. Vi har brug for alle ting, og så skal vi nok selv filtrere i det, lyder det.

Politiet holder lige nu alle muligheder åbne og fortsætter søgningen efter den 13-årige pige med helikopter, drone og hundepatruljer

- Som det er lige nu opererer vi med flere mulige scenarier. Vi har alle muligheder åbne, og jo flere informationer vi får ind, jo mere har vi at arbejde med, lyder det fra politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver.

Om politiet har fundet noget, kan han endnu ikke oplyse om.

- På det her tidlige tidspunkt er det vigtigt at sige, at den politimæssige del, holder vi for os selv. Det er nødvendigt for at lave en analyse af, hvad det er der er sket, siger politiinspektør Kim Kliver i et interviewet til TV2.

Lørdag klokken 18.35:

Helikoptere søger i området efter Filippa, ligesom der er hunde, droner og betjente til stede.

Politiet beder borgere om at respektere politiets afspærringer og give betjentene på stedet mest mulig ro og plads til at arbejde.

Artiklen fortsætter...

Lørdag klokken 18.00:

I en pressemeddelelse oplyser politiinspektør Kim Kliver, at man “ser på sagen med allerstørste alvor.”

Opfordringen lyder at alle, der kan ligge inde med informationer om Filippas forsvinden hurtigst muligt skal kontakte politiet på telefon 114.

Alle oplysninger er interessante, og selv små detaljer kan være vigtige, fremgår det.

Lørdag klokken 17.00:

Politiet opfordrer alle, der har videoovervågning eller har kørt med dashcam på sin bil i dag i området ved Sørbymagle og Fuglebjerg om at se optagelserne igennem og ringe til politiet på 114, hvis de har optagelser, der kan hjælpe i forbindelse med den 13-årige Filippas forsvinden.

Lørdag klokken 16.00:

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser om eftersøgningen af 13-årige Filippa på twitter. Hendes signalement lyder:

- Pige

- 13 år

- 172 cm

- Spinkel af bygning,

- Langt lyst hår.

- Iklædt blåt joggingtøj.

Lørdag klokken 13.20:

Familien er blevet kontaktet af den veninde, som Filippa havde en aftale med. Filippa er ikke dukket op, og veninden kan ikke komme i kontakt med hende.

Familien kan heller ikke selv få fat i Filippa, og finder hendes telefon, cykel og taske i en grøft omkring to kilometer fra deres hjem. De kontakter straks politiet. Ingen har hørt fra Filippa siden klokken 11.30.

- Vi fandt selv stedet, hvor hendes ting var og ringede efterfølgende til politiet. Det lå samlet, kastet ind til siden, fortæller Filippas far, Allan Gøgsig Nielsen.

Lørdag klokken 11.30:

Filippa ringer til sin far og fortæller, at hun nu er færdig med at dele reklamer ud, og at hun er på vej hjem.

Lørdag klokken 9:

Filippa forlader sit hjem og tager ud på sin avisrute. En rute, hun har gået mange gange før.

Video: Presse-fotos.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...