Mange har det med at opfatte alle fra Afrika som ét folk, selv om det er et kæmpe kontinent, og der er stor forskel på lande som for eksempel Uganda og Marokko.
De stereotype forestillinger om Afrika håber forfatteren Camilla Kaj Paulsen fra Roskilde at udfordre med sin seneste børnebog i Nour og Nora-serien “Nour og Nora rejser rundt i Afrika”, der udkommer den 27. april.
- Bogen viser den mangfoldighed, der findes på dette kontinent, og inviterer læserne til at lære om forskellige kulturer og sprog. Vi møder forskellige karakterer i historien, der viser, at der er mange forskellige måder at være afrikansk på. Bogen udforsker også vigtige emner som kolonialisme og nationalitet på en måde, der er tilpasset børn, siger Camilla Kaj Paulsen.
“Nour og Nora rejser rundt i Afrika” er den fjerde bog i serien om de to veninder, der begyndte i 2018 med “Nour og Noras første dag i børnehave”. Året efter kom “Nour og Nora fejrer Eid”, og sidste år fulgte bog nummer tre, “Nour og Nora skal til bryllup”.
Ifølge Camilla Kaj Paulsen slutter serien med “Nour og Nora rejser rundt i Afrika”.
- Lige nu har jeg ikke flere historier at fortælle om Nour og Nora, men det kan være, jeg får det igen senere, siger hun.
I stedet arbejder hun på andre projekter, blandt andet en ungdomsbog, en roman og et børnebogskursus, som alle også handler om at give plads til nye perspektiver og nye stemmer, så der kommer mere mangfoldighed i dansk litteratur.
I Roskilde er det muligt at købe Camilla Kaj Paulsens bøger i Petit Vert i Algade.

