Ændret rengøring har ført til fyringer

Det har fået alvorlige konsekvenser for 24 rengøringsaasistenter, at politikerne i Hillerød i maj besluttede at udlicitere halvdelen af rengøringen i kommunen og efterfølgende har lagt arbejdet om i den kommunale rengøring.

16 rengøringsassistenter er efterfølgende blevet fyret, mens otte har mistet deres job fra 1. august, oplyser fagforeningen 3F til Frederiksborg Amts Avis.

Desuden har flere andre fået varslet nedsat arbejdstid, helt ned til 8,75 timer om ugen, som ingen kan leve af, skriver Michael Hemming Nielsen, faglig sekretær i 3F Frederiksborg, et læserbrev til Hillerød Posten under overskriften "Ringere service, fyringer, øget arbejdspres":

"Rengøringsassistenterne oplever øget arbejdspres og usikkerhed i ansættelsen med deraf følgende øget nedslidning og stress. Der er skabt de rette forhold til skabelsen af nye førtidspensionister med de udgifter, det giver for samfundet og lidelser for den enkelte. Dette i et af de job, der i forvejen er kendt for at skabe den ene arbejdsskade eller nedslidning efter den anden. Institutionerne oplever ringere service og forringet rengøring," lyder det også fra fagforeningen.

I Hillerød Kommune er økonomidirektør Lars Mørk ikke overrasket over fyringerne:

"Den måde, de kan gøre det til en lavere pris end tidligere, er, at arbejdet bliver tilrettelagt anderledes. Det betyder, at overflødige medarbejdere afskediges," siger han til amtsavisen og understreger samtidig, at kommunen hele tiden vil kontrollere kvaliteten af rengøringen, og at de indtil videre er tilfredse.

Privatiseringen skal spare Hillerød Kommune for udgifter på 13 millioner kroner. Politikerne var bestemt ikke enige, da udliciteringen blev besluttet.

Højrefløjen, V og K, ønskede at hele rengøringsopgaven blev privatiseret, da man hermed kunne spare væsentligt mere, mens Fælleslisten mente, at hele rengøringen skulle forblive i offentlig regi. Et flertal blev dog enige om kompromisset, at cirka halvdelen skulle privatiseres og resten blive i kommunen.

Læs hele 3F's læserbrev på www.hip.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...