Af Torkild Kristensen (tekst og fotos)
Når der skal indrettes bolig, er det en fordel at være to om arbejdet – naturligvis forudsat man kan enes…
Det går det tilsyneladende fint med for dette par af Europas største spættefugl, sortspætten, der her har travlt med at hugge redehul i et udgået bøgetræ i Dyrehaven.
Sortspætten er med et vingefang på 67-73 cm næsten dobbelt så stor som vor almindeligste spætte, Stor Flagspætte, og kan ikke forveksles med nogen anden fugl.
Dens kaldeskrig og høje bankelyde kan høres på lang afstand. Fjerdragten er kulsort og hannens isse knaldrød - hunnen må nøjes med en rød nakkeplet.
Det kraftige næb er mejselformet, og for at modstå de voldsomme stød under fouragering og redeudmejsling er hjernekassen ekstra solid.
Dertil kommer, at knogler og muskler ved næbroden er stødabsorberende. Sortspættens foretrukne yngleområde er ældre blandskov med både løv- og nåletræer, og der skal være rigeligt med myrer (dens livret), biller og andre insekter.
Når sortspætteparret i det tidlige forår har fundet sammen, påbegyndes udhugningen af et redehul, et kæmpearbejde, da redekammeret skal være 40-50 cm dybt og 20-25 cm i diameter.
Arbejdet tager 2-3 uger, før hunnen på et underlag af træspåner lægger 4-5 æg, som udruges på 12-14 dage. Efter yderligere en lille måneds tid er ungerne flyvefærdige og forlader redehullet.
Sortspætteparret er fælles om arbejdet, både med redeudmejsling og rugning (om natten er det mest hannen, som ruger), og – når den tid kommer – fodring af ungerne.
På billederne ses hunnen ankomme for at afløse hannen, så han kan få et velfortjent frikvarter. Ved hannens tilbagekomst til redehullet prikker han forsigtigt til hunnen for at tilkendegive, at han er parat til at overtage arbejdet igen.
