Morten Brask: En pige og en dreng

Af litteraturkonsulent Signe Pallisgaard, Gentofte Hovedbibliotek

Da den navnløse fortæller er på ferie med sin smukke kæreste Maya, stiller hun ham et ultimatum: vi skal have børn nu, ellers er det slut mellem os.

Mens der krydsklippes til kæresteparrets første romantiske møde på universitetet forstår man, at Maya er blevet gravid. Det går godt, og fortælleren, der ellers ikke var klar til at få børn, glæder sig til familieforøgelsen.

Men allerede inden fødslen af deres tvillinger, en dreng og en pige, går det gruelig galt - og alting går i opløsning mellem hænderne på det spæde forældrepar.

Det er umuligt ikke at blive rørt at den hjerteskærende ubærlige skæbne, som personerne i denne roman gennemlever. Brask beskriver direkte og usentimentalt, hvordan den største lykke forenes med den største sorg. Han skriver i et ligefremt og præcist sprog, der hverken pakker for meget ind eller folder for meget ud.

Ifølge pressemeddelelsen er romanen "inspireret af hændelser i forfatterens eget liv," men den bliver alligevel hverken privatiserende eller selvopslugt. Og selvom tabet er den røde tråd, er det også en roman om at bevæge sig tilbage for at komme videre. Og måske også komme videre for at være i stand til at bevæge sig tilbage.

Det er historien om at holde fast på de rigtige tidspunkter og slippe på alle de andre. Brask skildrer sideløbende et ømt portræt af en voksen mands forhold til sine forældre, et portræt, som denne læser gerne så foldet ud i en anden bog fra denne fine forfatters hånd.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...