Lille Heddinge: I efteråret 2020 udgav Søren Krøjer fra Rødvig sangbogen ’Syngesange’ med 14 sange, der tager afsæt i den stevnske natur og de skiftende årstider.
Kunstner Annette Sjølund fra Gevnø har sørget for de fine illustrationer af fugle, insekter og planter i sangbogen, mens melodierne til sangene er komponeret af Søren Krøjers ven, norske Turid K. Mathiesen. Hendes melodier er præget af nordisk folketone, men der er også en enkelt blues. Vemod og humor kommer til udtryk både i tekst og i musikken.
Onsdag den 26. april kl. 17 bliver et udvalg af sangene i bogen præsenteret af kirkesanger Lene Vestergård sammen med organist Christian Dreyer i Sognehuset i Lille Heddinge.
- Programmet begynder midt i april for så at bevæge sig hen over sommeren, gennem efteråret og med den sidste sang ender vi i det tidlige forår, fortæller Lene Vestergård, der sammen med Christian vil gennemgå enkelte af sangene først, hvorefter alle kan synge med.
Søren Krøjer og Anette Sjølund vil være til stede i Sognehuset. De vil begge fortælle om deres arbejde med det smukke sanghæfte.
Der er fællesspisning ved 18-tiden, hvorefter sangprogrammet fortsætter. Det forventes, at programmet slutter kl. 19
Tilmelding til spisning til lhh@trekirker.dk eller på 29852891.
rmh
