“I kan ikke slå os ihjel“ bragede ud af højtalerne hos naboen overfor Odsherreds nye minigolfbane i Højby. Hegnet var prydet med store bannere: ”Korrupt kommune“. ”Jeres fornøjelse er vores helvede” “Vi blev ikke hørt”
Flaget på halv
Flaget var også sat på halv hos naboen, som tydeligvis var mere end almindelig utilfreds med åbningen af minigolfbanen.
For at sætte trumf på forstyrrede og næsten overdøvede han indvielsen, da først idemand og initiativtager Simon Larsen og siden borgmester Karina Vincentz holdt tale. Han stillede sig simpelthen med en megafon og råbte i den.
- Vi er nogen, der ikke er glade i dag. Nyder I udsigten over min grund? Synes I selv, at I er meget dygtige?, råbte han i megafonen mens de forbløffede fremmødte først stirrede undrende på ham, men dernæst valgte at bakke Simon Larsen op med jubelråb og høje, taktfaste klapsalver, når manden begyndte at brøle.
- Det er jo ufatteligt, så nemt det hele gik igennem hos kommunen. Sådan et prestigeprojekt. Karina, du burde skamme dig over at være repræsentant for demokratiet i dag, råbte han under borgmesterens tale og beskyldte både investorer og Geopark Odsherred, politikere og gud og hver mand at være korrupte og indspiste.
- Nu står du bare der og blåstempler projektet, skreg han rasende.
- Der er virkelig en, der kan tale mere end mig, konstaterede borgmester Karina Vincentz, som trods protester og råb og skrig klippede snoren og indviede banen.
- Vi kan godt høre, at det ikke er alle, der er lige glade for det her projekt, men det er heldigvis et fåtal, der er imod. Langt de fleste er meget, meget glade for det, sagde hun.
- Men det er os, der skal leve med det hver dag, brølede naboen tilbage i megafonen.
Politiet måtte ud
Sympatien blandt de knap 200 fremmødte lå helt sikkert ikke hos naboen, men alligevel fik Simon Larsen et meget træt udtryk i øjnene, hver gang manden begyndte at råbe, skære med motorsav og spillede musik.
- Han har jo været med os hele den sidste måneds tid, siger Simon Larsen.
- Jeg prøver at fokusere på det gode ting, men det fylder da, siger han.
Da naboen fortsatte med at fremture, endte det med, at han blev politianmeldt og politiet var forbi to gange og forklare ham, hvordan man opfører sig ordentligt.
- Han spillede meget høj musik, og politiet vejledte ham om, at han skulle skrue ned. Ellers tager vi anlægget fra ham. Det har han indvilget i, siger vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi, som satser på, at et besøg af ordensmagten sætter en ende på protesterne.




