Ulrikkenborg Plads er blevet et meget populært bageri fattigere, efter Kræs Bageri søndag havde åbent for sidste gang.
Bageriet fik et påbud af Lyngby-Taarbæk Kommune efter en klage om støj. Påbuddet ville kræve, at hele bageriet skulle støjdæmpes, hvis produktionen skulle fortsætte, skriver bageriet på Facebook.
“Denne støjdæmpning ønsker vi ikke at udføre. Der har været bageri i 71 år, og vi er uforstående overfor, hvorfor der netop nu skal støjdæmpes. Oveni en i forvejen udfordrende hverdag magter vi simpelthen ikke en sådan sag,” skriver ejerne Jesper og Lisa Nathansen og fortsætter:
“Vi har lagt mange kræfter i Kræs, vi har gjort os umage, og vi havde en supersund og rigtig god forretning indtil denne sag. Vi er i dialog med to mulige rigtig gode bagerier om at overtage lokalerne.”
Det Grønne Område ville gerne interviewe ejerne om påbuddet og lukningen. Lisa Nathansen fortæller dog, at man ikke har så meget at sige.
“Det har været nogle følelsesladede dage. Det, vi har mærket her på pladsen, har været en glæde over, at der var kommet en bager, der har haft gang i den. Der har været en begejstring over det i området. Reaktionerne fra kunderne efter lukningen har været meget overvældende,” siger hun og tilføjer:
“Hvad Jesper og jeg skal nu ved vi ikke. Vi skal lige sunde os, og så må vi se hvad vi så skal.”
Overskrider grænseværdier
I påbuddet fra Lyngby-Taarbæk Kommune kan man læse, at kommunen har modtaget en klage over støj fra bageriet. Kræs har efter klagen udført en række støjdæmpende tiltag. Men det har ikke været nok, vurderede kommunen, som efterfølgende foretog støjmålinger.
I fire ud af seks målinger foretaget over to nætter overskrider støjen Miljøstyrelsens grænseværdier for, hvor meget der må larmes om natten.
Kommunen vurderer på den baggrund, at “støjgenen er væsentlig”.
“Lyngby-Taarbæk Kommune påbyder jer med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens §72 at udarbejde en teknisk-økonomisk redegørelse over mulighederne for at dæmpe støjen med angivelse af effekt og pris for hvert tiltag, således at Miljøstyrelsens vejledende/foreslåede grænseværdier kan overholdes,” skriver kommunen.
Som tidligere skrevet har Kræs dog i stedet valgt at lukke butikken på Ulrikkenborg Plads. Søndag lagde de et billede op på Facebook af friskbagte scones med teksten:
“Det sidste smør, vi havde på lager, er blevet brugt til en portion scones. De bliver bagt løbende resten af dagen.”