“Det er som regel DJ’en, der slutter aftenen, men hér får de lov at spille hele aftenen. Aftenen skal være en stor fest, og vi har gjort os umage med at sætte det rigtige program sammen, og der er en årsag til, af DJ’erne spiller i dén rækkefølge.”
Sådan siger Lasse Pedersen fra Skævinge, som er én af initiativtagerne til festen UltiBass lørdag 15. april i Royal Stage i Hillerød. Det er anden gang, at festen bliver afholdt. Sidste gang kom omkring 1.600 for at feste med.
Dørene til festen åbnes klokken 16, hvor lokale DJ’s varmer op og bartenderne er klar med drinks.
Klokken 19 går det for alvor løs og frem til klokken et, hvor festen slutter, spilles musikken af: Booty Beat, DJ Cano, Too Many Left Hands, Svenstrup & Vendelboe, Hedegaard, Leon Legaard, TMLH, DJ Thoby, DJ Aligator og Sebastian Wibe, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
“Vi vil gerne lave en fest med den musik, vi selv sætter på, når vi hygger os nemlig Techno/dance, men vi lægger os ikke fast på et bestemt årti, og du kan være sikker på, at der er bas,” siger Lasse Pedersen.
Det er anden gang festen bliver afholdt, og Lasse Pedersen håber på, at lige så mange kommer denne gang. Han regner med, at hovedparten af gæsterne vil være i slut 20’erne til midt 40’erne, men erfaringen fra sidst var, at det spænder fra 18 til godt op i 50’erne.
Du kan se mere om Ultibass på www.royalstage.dk.
Jk