I daglig tale siger vi, ”at Birkerød Kunstforeningen holder til i Den gamle Præstegård”. Det er også korrekt, da byens præst i dag bor i den statelige sognefogedgård på den anden side af kirken. Men enkelte Birkerød-borgere kan måske svagt huske, hvad ”Den gamle Præstegård” egentlig var.
I Middelalderen og langt op i renæssancen var Birkerød – målt på antallet af gårde – en meget lille landsby. Efter pesten kunne Roskildebispen i sin jordebog fra 1375 tælle sig frem til 1 gård og 1 ødegård. Dette tal var nok lige i underkanten, men i løbet af de næste århundreder er Birkerøds gårde antal ofte ikke over 3. Og i årene før udskiftningen 1770 tælles 6 gårde i Birkerød, mens Isterød, som sognets største landsby har 11 gårde. Men én gård skiller sig i Birkerød ud: Præstens gård, matr. Nr. 1. Midt i byen og med middelalderkirken som nærmeste nabo, og med udsigt over Birkerød Sø ligger den trelængede gård, hvis ældste bygning kan datere sig tilbage til Henrik Gerners tid i slutningen af det 17. århundrede.
Ved folketællingen 1787 er der 11 personer bosiddende i præstegården, og stedet drives som et regulært landbrug, hvilket fremgår af udnyttelsen af den ene sidelænge: her finder man kvæghold, foderlo, røgterkammer, lo (høslæt), Lade, karlekammer, rullestue og tørvehus. Den vestre længe er i 23 fag, den østre lidt mindre og hovedhuset er naturligvis præsteboligen i to etager. Ved anlæg af Nordbanen blev præstegårdshaven ”skåret” af fra sin direkte adgang til Birkerød Sø, men haveanlægget og den store park var stadig meget attraktive, men ikke åbne for offentligheden. Ud over de 3 tdr. land i bymidten rådede præstegården over 35 tdr. land, blandt andet beliggende på nogle engarealer ved Bistrup Hegn.
Det var denne bolig den ugifte præst Iver Hansen Thomsen (1867-1949) i en alder af 70 år skulle fraflytte i 1937, og der skulle søges en ny præst. Men allerede i årene inden var der i menighedsrådet startet en debat om det nu kunne være hensigtsmæssigt at blive ved at vedligeholde de gamle bygninger, eller om tiden var til at rive det hele eller bygge noget nyt. Hurtigt opstod to fløje i byen: for eller imod nedrivning af præstegården. Blandt fortalerne for en ny præstegård fandt man ikke mindst en meget selvrådende menighedsrådsformand Jerne, der ikke gik af vejen for at lave nyvalg til rådet, hvis der viste sig nedrivningsmodstandere i kredsen. Argumentet for nedrivning var især økonomiske: 3.000 kr/år kostede almindelig vedligeholdelse, og varmeregningen var enorm for det store hovedhus.
Tilhængerne af fortsat vedligeholdelse og drift af Præstegården hæftede sig ved bygningens kulturhistorie, dens betydning i bymiljøet, og mulighederne for at bruge udlængerne til muesale formål og finansiering af hovedhuset ved systematisk grundsalg. Blandt de mest energiske for dette synspunkt var Dr. Phil Vilh. La Cour, den afgående sognepræst Iver Thomsen og en meget velformuleret arkitekt Sven Risom. Præstegården var ejet af staten, som i 1937 fik den fredet i ”Klasse B”, og det var jo altid en lille sejr.
Uheldigvis var menighedsrådets 12 medlemmer efter års diskussioner til sidst sammensat, så de alle kunne stemme for bygningen af en ny præstegård. Fredningen blev ophævet, og glad var den nyvalgte præst Svend Melby (1902-1978 ) fra Thy, der til en journalist svarede således på spørgsmålet om, hvad han syntes om den gamle præstegård: ”Den er pæn – udvendig”. ”Og hvad med indvendig?”, ville journalisten vide? Hertil fik han ikke noget svar! Bysladderen ville vide, at præstegården blev nedrevet fordi ”Melbyes kone havde set en mus”. Men givet er det, at den nytiltrådte præst havde sat ny bolig som en betingelse for sin ansættelse.
Arkitekt Tage Erik Pullich (1896-??) trak et for længst udarbejdet projekt op af skuffen, og den ny præstegård kunne tages i brug i 1940. Men den gamle præstegårds nedrivning var et åbent sår i Birkerød. Det nød de lokale kunstmalere godt af, bl.a. Aage Bethelsen, min bedstefar Axel og hans søster Majsa Bredsdorff m.fl. I 1930ernes slutning og langt op i 1940erne kunne et billede med præstegården som motiv sagtens betale en for stor købmandsregning.
Kilde: Birkerød Lokalhistorisk Arkiv og Museum