Minister-ros til Demskov El: ”De er et fremragende eksempel på, hvordan man skaber arbejdspladser”

Direktør Henning Ljungstrøm (tv) tager imod erhvervsminister Morten Bødskov (S), da han i sidste uge besøge elektriker-virksomheden på Valhøjs Allé.

Direktør Henning Ljungstrøm (tv) tager imod erhvervsminister Morten Bødskov (S), da han i sidste uge besøge elektriker-virksomheden på Valhøjs Allé.

Der var kaffe på kanden og wienerbrød på bordet, da den lokale elektriker-virksomhed Demskov El på Valhøjs Allé i sidste uge fik fornemt besøg af landets erhvervsminister Morten Bødskov (S) og et større kommunalt følge med borgmester Britt Jensen (S) i spidsen.

Ministerbesøget skyldes ikke, at Demskov El har opfundet en ny og banebrydende stikkontakt, men handlede i stedet virksomhedens evne til at skabe kontakt til Rødovre Jobcenter og give borgere, der står udenfor arbejdsmarkedet, muligheden for at komme tilbage.

”Udfordringen for vores erhvervsliv er i høj grad, at der er mangel på arbejdskraft, og her er Demskov El et fremragende eksempel på, hvordan man kan skabe en god og solid virksomhed, der samtidig tager et kæmpe ansvar for lokalsamfundet,” fortalte Morten Bødskov under sit besøg på Valhøjs Allé.

Socialt ansvar

Da Demskov El sidste år vandt Rødovre Kommunes erhvervspris, var det netop på baggrund af virksomhedens rummelighed i forhold til at få borgere, der var langt fra arbejdsmarkedet, ind i virksomheden og give dem fast arbejde.

Det skete i tæt dialog med Rødovre Jobcenter, og samarbejdet har været givtigt på alle leder og kanter.

”Socialt ansvar er mange ting, og til at starte med, var det ubevidst at vi gik den vej. Vi stod simpelthen i en situation, hvor vi manglede hænder. De dygtige medarbejdere bankede ikke selv på døren, så vi måtte prøve noget nyt,” fortæller Henning Ljungstrøm, der er direktør og partner i Demskov El.

Det blev til et samarbejde med Rødovre Jobcenter, som Demskov El bestemt ikke har fortrudt.

”Vi søgte nye græsgange og de medarbejdere vi har fået ind, via Rødovre Jobcenter, har været kompetente og dygtige. Samarbejdet har været en stor succes, og det vil vi gerne vil bygge videre på,” fortæller Ljungstrøm.

Elfaget spiller vigtig rolle

Virksomhedens ansatte, der er kommet via Rødovre Jobcenter, har vidt forskellige baggrunde og ikke nødvendigvis en elektriker-uddannelse i bagagen, men det har indtil videre ikke været et problem.

”Vi vil selvfølgelig gerne ansætte dygtige elektrikere med mange års erfaring, men vi har haft succes med at omskole de medarbejdere vi har fået ind. Nogle er startet som arbejdsmænd og senere begyndt at læse til elektriker, andre er blevet omskolet til andre roller. Vi har lige fået en pige ind, som er slagter. Nu skal hun skoles til at sidde på kontoret,” siger Henning Ljungstrøm.

Det kræver tid og ressourcer, men er i sidste ende en gevinst på alle parter.

”Medarbejderne skal lære nye ting, men det skal lærlingene også og for os er det helt naturligt at investere tid i vores medarbejdere, så vi kan beholde dem,” siger direktøren.

En tilgang som erhvervsministeren roser.

”Mangel på arbejdskraft er en udfordring og samtidig spiller elfaget en hel central rolle i den grønne omstilling af det danske samfund. Hvis vi ikke har dygtige elektrikere, kan vi ikke få energieffektiviseret vores boliger. Demskov El er lige i centrum af alle de udfordringer vi står med og et godt eksempel på, at det kan godt lade sig gøre,” siger Morten Bødskov.

Vi har lige fået en pige ind, som er slagter. Nu skal hun skoles til at sidde på kontoret,”

Henning Ljungstrøm, direktør og partner i Demskov El
Foto: Christian Valsted

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...