Siden 2018 har Geopark Bjerg Grand Prix udfordret cykelmotionister og -entusiaster med benhårde bakker og smukke udsigter i Odsherreds istidsskabte landskab – et landskab og en cykelrute, der er touren værdig.
Sidste år så hele verden med, da Tour de France-rytterne susede igennem Odsherred og Magnus Cort sejrssikkert tog alle tre bjergspurter og dermed den prikkede bjergtrøje. Cykelfesten fortsætter den 13. august, når startskuddet lyder til endnu en omgang Geopark Bjerg Grand Prix, hvor bjergruten byder på selv samme strækninger og stigninger, som tour-rytterne mødte. Ruten består af 520 højdemeter fordelt ud på 37 km. Er en enkelt gang ikke nok, kan der køres op til fire omgange.
Cykelløbet er for alle, der har lyst til at opleve det unikke morænelandskab helt ind i benmusklerne og ikke mindst den gode stemning. Er du til konkurrence mod andre eller bare mod dig selv? Eller er du mere til en hyggelig tur på elcykel? Så er det hele muligt. Der kan læses meget mere om ruten, kategorier og tilmelding på www.bjerggrandprix.dk
MTB Grand Prix – en nyhed
Sidste år lød det første startskud til et helt nyt mountainbikeløb på og omkring Kårupssporet: Geopark MTB Grand Prix. Løbet holdes i efteråret, men datoen er endnu ikke fastlagt, så hold dig opdateret på løbets hjemmeside www.mtbgrandprix.dk, hvis en udfordrende tur i den smukke Kårup Skov har vækket din interesse.
Begge løb arrangeres af Fonden Geopark Odsherred sammen med professionel løbsafvikler Ole Egeblad og hovedsponsor SPAR NORD.
