hedehusene: Kløverstisprojektet i Hedehusene inviterer søndag 7. juli borgere, børn som voksne, institutioner, foreninger og klubber til en spændende dag i og omkring Hedehusene Stationsbygning.
Kløverstisprojektet vil gerne finde frem til hvilke aktiviteter og temaer Kløverstierne i Hedehusene skal omhandle, og ønsker derfor at høre børn og voksnes ideer og input til stierne. I løbet af dagen vil der være lidt at spise og drikke og projektkoordinatorerne vil fortælle om de mange forskellige ting Kløverstierne kan bruges til.
Kløverstierne handler om at finde de gode »historier« og oplevelser i Hedehusene og gøre dem synlige. Kløverstier kan være med til at skabe inspirerende oplevelser for byens borgere og besøgende. Det kan være alt fra byens små skjulte oplevelser til større seværdigheder i og omkring byen.
Der lægges ud kl. 10 med en gåtur til Fløng med fortællinger og inspiration undervejs. Gåturen er et forslag til en Kløversti i Hedehusene. Der vil blive fortalt om stiens baggrund og muligheder. Undervejs kan man komme med inputs til hvad man synes ruten kan rumme af forskellige oplevelser. Turen tager ca. 1½ time og starter og slutter af ved Hedehusene Station.
Fra kl. 12-14 er der åbent hus i Hedehusene Stationsbygning. Kløverstisprojektet ønsker at høre alle gode ideer til hvad Hedehusenes Kløverstier skal indeholde af aktiviteter og temaer.
Ideen er, at Kløverstierne kan have skiftende informationer og temaer og dermed også byde på mange forskellige typer af oplevelser, da det arbejdes på at skabe forskellige lag til ruterne. Et lag kan være alt fra et idræts-lag, hvor man f.eks. får en udfordrende motions opgave ved interessepunkterne på ruten, til en digital skattejagt, eller et fortællings-lag med brug af lydspor. Der er i de digitale lag mulighed for at arbejde med mange forskellige medier som eksempelvis film, billeder og lyd.
De nye Kløverstier i Hedehusene udvikles af Områdefornyelsen i Hedehusene i samarbejde med Kroppedal Museum og frivillige ildsjæle. Ønsket er, at udviklingen af Kløverstierne skal ske i tæt dialog med borgere, foreninger, institutioner og klubber, og Kløverstisprojektet opfordrer derfor alle med interesse for projektet til at møde op.
